Rejsespejder er en kommerciel side. Vi finder på daglig basis virkeligt gode rejsetilbud, og vi tjener penge på, at du i sidste ende booker tilbuddene m.fl. Dette har dog ingen indflydelse på priserne eller lignende.
#Bucketlist2023 – Europas smukkeste naturattraktioner
Det er blevet tid til ny rejseinspiration! Derfor får du her endnu en artikel i min serie #bucketlist2023. Sidst kiggede jeg på de flotteste slotte og borge i Europa. I denne artikel bliver vi på det europæiske kontinent. Vi skal nemlig se nærmere på nogle af de smukkeste naturattraktioner i Europa! Udvalget er stort, og der vil uden tvivl være et element af smag og behag. Jeg er dog rimeligt sikker på, at jeg herunder har udarbejdet en liste med europæiske naturoplevelser, der nok skal få dig til at overveje en udvidelse af din bucket list 😉
Europas smukkeste naturattraktioner
Plitvicesøerne, Kroatien
Første naturoplevelse på listen skal du til solrige Kroatien for at finde. Her ligger Plitvicesøerne (ca. 130 km syd for hovedstaden Zagreb) – og de er helt sikkert blandt Europas smukkeste søer! På grund af sin storslåede natur blev Plitvicesøerne helt tilbage i 1949 udnævnt som nationalpark. Nationalparkens område er sidenhen blevet udvidet af flere omgange, så i dag dækker nationalparken et område på mere end 300 kvadratkilometer. Dette sikrer parken en status som en af Europas største nationalparker. Heldigvis er der forskellige indgange med forskellige ruter – med både kortere og længere ture 😉
Tidligere rejseartikel om Plitvicesøerne.
Og nu hvor vi snakker om smukke nationalparker, er det helt klart også værd at nævne den lidt mindre nationalpark Krka som bestemt også er et besøg værd.
Tidligere rejseartikel om Krka nationalpark.
Cliffs of Moher, Irland
Fra kroatiske søer til irske atlanterhavsklipper. Irlands måske største naturseværdighed hedder Cliffs of Moher. Disse kæmpestore, dramatiske klipper ligger på den irske vestyst og er Irlands mest besøgte naturattraktion. De majestætiske klipper har skærmet det irske land mod Atlanterhavet i mere end 350 millioner år, og derfor er klippelandskabet ved Cliffs of Moher lige så smukt, som det er barskt og vindblæst. Helt sikkert en rejse værd!
Tidligere artikel om roadtrip i Irland (Cliffs of Moher er ikke med på ruten i dette eksempel, men kan nemt inkluderes).
Amalfikysten, Italien
Kigger vi mod de lidt sydligere himmelstrøg igen, finder vi en rigtig bucketlist-klassiker – Amalfikysten! Den syditalienske kyststrækning lidt syd for Napoli i Campania-regionen er uden tvivl blandt verdens smukkeste. De snoede veje på sydsiden af Sorrentohalvøen er en forførende rejseoplevelse, der serverer azurblå middelhavsudsigter, skovklædt bjergterræn og hyggelige kystbyer! Samtidig kan du også her nyde det italienske køkken og tage på udflugter til bl.a. vulkanen Vesuv og den forhistoriske by Pompeji.
Tidligere artikel om rejse til Amalfikysten.
Verdonkløften, Frankrig
Næste seværdighed på denne liste over de flotteste naturattraktioner i Europa finder du i la France. Frankrig er et land, der både har bjerge (Pyrenæerne, Alperne), have (Atlanterhavet, Middelhavet), skove, floder, søer og meget mere. Så det kræver i den grad noget x-faktor at skille sig ud fra mængden. Men det gør Verdonkløften så sandelig! Gorges du Verdon ligger i Provence lidt nordøst for Marseille og lidt nordvest for Nice. Den store kløft med en turkis flod i bunden har på grund af sin størrelse fået øgenavnet “Frankrigs svar på Grand Canyon”. Verdonkløften er bestemt værd at smide på din bucket list 😉
Tidligere artikel om rejse til Verdonkløften.
Hallstatt, Østrig
Næste naturoplevelse skal vi en tur til alpelandet Østrig for at finde. Og hold nu op, hvor emmer byen Hallstatt bare af østrigsk alpeidyl! Det er ikke tilfældigt, at netop Hallstatt ved søen Hallstätter See er blevet fotograferet en milliard gange. Mørkeblå bjergsø, knejsende alpebjerge, grønne skove – og så en lille perle af en historisk landsby som prikken over i’et. Hallstatt er, som du måske kunne gætte, naturligvis på UNESCO’s verdensarvsliste. Det fortjener alpelandsbyen i den grad også 😉
Trolltunga, Norge
Hjemlige Skandinavien kan også være med, når det gælder storslåede naturoplevelser. Vores norske naboer kan f.eks. byde ind med den berømte Trollstunga. Trollstunga ligger ikke så langt fra landets næststørste by, Bergen. Trolltunga er et førsteklasses eksempel på, hvorfor så mange naturelskere drager nordpå mod de barske, men fantastisk smukke, norske fjord- og fjeldlandskaber. Vandreturen op til Trolltunga kræver sit (vi snakker 10-12-timers vandring), men prøv lige at dyrk udsigten fra toppen! Bare husk dit kamera. Det kan du altså ikke ‘bare lige’ smutte tilbage og hente 😉
Tidligere artikel om rejse til Trolltunga.
Preikestolen, Norge
En anden kendt naturattraktion i Norge er Preikestolen, som ikke ligger langt fra Stavanger. Den imponerende klippe befinder sig 604 meter over Lysefjordens overflade, og når du står på Preikestolen, har du en fantastisk panoramaudsigt ud over det overvældende fjordlandskab. For at komme til Preikestolen og retur skal man i alt gå 8 kilometer, og turen tager omkring 4 timer i alt. Men bare rolig man behøver ikke være i topform eller professionel vandrer – de fleste kan være med her, også store børn.
Tidligere artikel om rejse til Preikestolen
Matterhorn, Schweiz/Italien
Hvis vi fortsætter i den bjergrige afdeling, får du her en naturattraktion, som også er svær at komme udenom – Matterhorn! Vi har allerede været et smut forbi Alperne i Hallstatt, men ikoniske Matterhorn fortjener uden tvivl også en plads på en hvilken som helst liste over de smukkeste naturattraktioner i Europa. Du kan både opleve bjerget fra Schweiz og Italien. På billedet ovenfor ses Matterhorn fra den schweiziske side med søen Riffelsee i forgrunden. Synes du, at bjerget på en eller anden måde virker bekendt, selv om du ikke ved noget som helst om bjerge, kan det være, at du på et tidspunkt har spist Toblerone Den trekantede Toblerone-chokolade skal netop forestille Matterhorn 😉
Meteora, Grækenland
Grækenland forbinder du sikkert primært med gyldne middelhavsstrande på en solbeskinnet ø. Men det græske fastland disker faktisk op med en sand naturperle i form af Meteora. Denne græske egn går ofte under radaren, fordi langt de fleste turister valfarter til Kreta og Rhodos (hvilket også er fuldt forståeligt, vil jeg skynde mig at sige). Meteora har ingen palmeklædte strande. Til gengæld har området et helt igennem spektakulært klippeterræn! Især Meteroas seks byzantinske klostre har gjort egnen berømt. De ligger nemlig på toppen af 400 meter høje, lodrette klippesøjler!
Tidligere artikel om rejse til Meteora.
Pyrenæerne, Andorra
Du får lige en enkelt bjergattraktion mere. Vi har jo allerede været forbi bl.a. Alperne og de norske fjelde, men vi må da ikke glemme Pyrenæerne. Bjergkæden, der adskiller Spanien og Frankrig, tager pusten fra de fleste med sine fortryllende bjerglandskaber. Og det bedste sted, du kan opleve Pyrenæerne, må næsten være ministaten Andorra. Hovedstaden Andorra la Vella er en charmerende bjergby, der i øvrigt er Europas højestbeliggende hovedstad (i 1.023 meters højde).
Tidligere artikel om rejse til Andorra.
Dune du Pilat, Frankrig
Elsker du sand, og gerne meget mere sand end stranden kan tilbyde, behøver du ikke tage til Sahara. Europas højeste sandklit ligger nemlig i Frankrig. Klitten hedder Dune du Pilat (Pilat-klitten) og ligger tæt ved den franske by Arcachon i Aquitaine-regionen ved Atlanterhavet. Man skønner, at ca. 1 million gæster besøger klitten hvert år. Det kan den også snildt klare. Ifølge wiki fylder klitten i alt ca. 60.000.000 kubikmeter!
Tidligere artikel om rejse til Arcachon.
Calanque Nationalpark, Frankrig
Og nu hvor vi er i Frankrig, kan vi lige så godt fortsætte. Syd for Marseille finder du nemlig den smukke Nationalpark Calanque. Parken er kendt for sine imponerende og storslåede klippeformationer, de skjulte bugter og det azurblå hav. I nationalparken kan du vandre af de velafmærkede stier, som tager dig igennem det snoede landskab, der leder dig ned til flere skjulte strande, hvor du kan snuppe en dukkert i det krystalklare hav. Derudover kan du opleve et rigt dyreliv og en smuk middelhavsflora.
Tidligere artikel om rejse til Calanque Nationalpark.
Caminito del Rey, Costa del Sol
I Malaga-provinsen i det sydlige Malaga ligger Caminito del Rey, som er en verdensberømt sti, der snor sig gennem en dyb kløft og høje klipper. Caminito del Rey blev oprindeligt bygget i starten af det 20. århundrede, og er af mange kendt som verdens farligste sti. Men frygt ej! I 2015 åbnede en restaureret og sikker udgave af stien. Selve vandreturen er 7 kilometer lang og tager typisk mellem 2 og 4 timer at gå, og her kan langt de fleste være med.
Tidligere artikel om rejse til Caminito del Rey
Bledsøen, Slovenien
Sidste naturoplevelse på denne liste over naturattraktioner i Europa skal du til Slovenien for at finde. På mange måder er Slovenien et lidt overset land i Europa (hvad turisme angår), men det lille land ved siden af Italien har nu ganske mange seværdigheder. Bl.a. den forrygende sø Bled. Bledsøen er en fantastisk idyllisk sø, der har hele treenigheden – vand, skov og bjerge. Midt ude i søen er der ovenikøbet en lille ø med en flot lille kirke. Den kan du faktisk svømme ind til (hvis du kan svømme vel at mærke). Bledsøen finder du også på UNESCO’s verdensarvsliste.
Hermed er min liste færdig. Har du selv gode bud på flere flotte naturattraktioner i Europa, så skriv endelig en kommentar nedenfor
Hvis du har spørgsmål, så skriv en kommentar nedenunder. Og husk at tilmelde dig nyhedsbrevet og downloade appen, så du aldrig går glip af et tilbud!