Vintur til Toscana: 3 nætter på idyllisk 4* hotel fra kun 1.682 kr. p.p. inkl. fly, morgenmad, lejebil og vinsmagning
Toscana er bare noget helt særligt. Det ved enhver, der selv har kørt rundt i Italiens mest idylliske og charmerende region. Solen, landskaberne, renæssance- og middelalderbyerne og alle de fantastiske vinmarker – for slet ikke at tale om det lækre toscanske bondekøkken ‘cucina contadina’! Der er virkelig meget at glæde sig til. I dag har jeg sammensat en forrygende rejse til Toscana, hvor du i sandhed får lov at opleve sjælen af Toscana – rejsen inkluderer nemlig et ophold på et skønt firestjernet landejendoms-inspireret hotel i Firenze og vinsmagning i skønne Chianti! 🇮🇹🍷
Rejse til Toscana
For at få logistikken på denne rejse til at gå op kræver det i alt fire bookinger.
- Fly tur/retur til Bologna
- Lejebil
- Hotel i Firenze
- Guidet tur med vinsmagning
Herunder vil jeg gennemgå turen kronologisk. Og før turen til Toscana for alvor kan begynde, skal du have dig et par flybilletter 😉
Fly til Bologna
At rejse i lavsæsonen kan have sine udfordringer. For eksempel lukker mange af de populære flyruter til Pisa og Firenze ned fra oktober. Til gengæld er priserne ofte fantastiske!
I vinterhalvåret er der ikke alverdens direkte flyruter til Toscana. Til gengæld er det muligt at finde direkte flybilletter fra København til Bologna (i naboregionen Emilia-Romagna) til rigtig skarpe priser i denne periode.
Det er billigst at rejse til Bologna fra København i november og december, hvor du ofte kan finde returbilletter til under 600 kr. Fra januar stiger priserne en smule, men det er stadig muligt at finde returbilletter til under 1.000 kr. per person.
I tilbudsboksen ovenfor har jeg eksempelvis fundet en afgang fredag den 1. december til mandag den 4. december. På disse datoer koster billetterne kun 278 kr.
Hos Ryanair (og de fleste andre lavprisflyselskaber) må du som udgangspunkt altid medbringe en mindre håndtaske. Hvis du ønsker at tilkøbe mere bagage, kan du med fordel læse min miniguide om Ryanairs bagageregler.
Eksempler på billige fly
- fredage og mandage (billigste afgange t.o.m. december)
Lejebil
Når du ankommer til Bologna, vil det være en rigtig god idé med en lejebil, så du kan få det meste ud af din forlængede weekend!
Derudover kan du med en lejebil være i Firenze på godt halvanden time, hvor mødepunktet for den guidede vintur til Chianti er.
Du kan i ro og mag cruise gennem det smukke italienske landskab i din lille italienske Fiat, præcis ligesom i alle italienske kærlighedsfilm nogensinde – wauw, siger jeg bare!
Med lejebilen har du også mulighed for at besøge eksempelvis Pisa i løbet af weekenden, og du kan vælge at køre tilbage til Bologna i god tid for at opleve byen. Valget er dit!
Lejebilen koster 243 kr. i alt for tre dage. Derfor bliver prisen 122 kr. per person.
Hotel i Firenze
Du skal naturligvis også have et sted at bo på din vintur, og her er Toscanas hovedstad Firenze det oplagte valg. Fra Firenze kan du nemt køre til forskellige attraktioner i regionen.
Her har jeg fundet et supercharmerende firestjernet hotel Villa Neroli, som til forveksling godt kunne minde lidt om et klassisk italiensk landsted. Dog får du her lidt mere luksus, og hotellet får gode anmeldelser (4,5 ud af 5 på Tripadvisor).
Villa Neroli ligger et stykke udenfor centrum af Firenze, og gratis parkering er inkluderet, hvilket jo er superrart, når man ankommer i bil. For lad os være ærlige, det kan godt være lidt af en udfordring at navigere rundt i de små italienske gader i en lejebil. Skulle du alligevel have lyst og mod på en tur i bil ind til Firenze, tager køreturen 10 min. ind til centrum.
Hotellet blev i 2022 renoveret, hvilket virkelig har gjort underværker! Her får du lækre faciliteter og moderne indretning. Du kan blandt andet brænde krudt af i hotellets fitnesscenter.
Værelserne er lyse, lækre og moderne indrettet. Desuden er der aircondition, fladskærms-tv og gratis wi-fi, hvilket jo altid bare er en god bonus.
Jeg har i dette eksempel fundet et trenætters ophold i samme periode som flybilletterne til i alt 1.834 kr. for to personer. Således bliver prisen kun 917 kr. pr. person, og det er vel at mærke med morgenmad.
Er hotellet udsolgt eller markant dyrere på dine rejsedatoer, eller vil du gerne selv finde et hotel i Firenze, skal du naturligvis være velkommen til selv at finde et andet hotel.
Guidet tur med vinsmagning og mad
Sidst, men ikke mindst, skal du selvfølgelig smage på alle de lækre specialiteter, som Toscana-regionen byder på.
På denne tur til Chianti får du en guidet tur på to forskellige vingårde. Du bliver hentet i Firenze ved Piazzale Montelungo, og herfra skal du bare læne dig tilbage og nyde alle de oplevelser, som dagen byder på.
Chianti er indbegrebet af toscansk vin, og produktionen er enorm – og med god grund! På denne tur får du lov at stifte bekendtskab med disse gyldne dråber og tilmed også en bid mad eller to – lækkert!
Turen koster 365 kr. per person, hvilket inkluderer transport til og fra Firenze, guide, vinsmagning af syv forskellige vine på to vingårde og snacks (ost, brød, ekstra jomfruolivenolie, balsamico m.m.)
Fly- og prisoversigt
- Fly tur/retur til Bologna: 278 kr. p.p.
- Lejebil: 122 kr. p.p.
- Hotel i Firenze: 917 kr. p.p.
- Guidet tur med vinsmagning og mad: 365 kr. p.p.
- I alt: 1.682 kr. p.p.
Billeder fra Toscana
Andre oplevelser i Toscana
Mangler du inspiration til flere oplevelser i Toscana, så smut forbi getyourguide.dk og bliv inspireret
Hvis du har spørgsmål, så skriv en kommentar nedenunder. Og husk at tilmelde dig nyhedsbrevet og downloade appen, så du aldrig går glip af et tilbud!