Den ultimative Marokko-rundrejse
1 uge i Tanger, Chefchaouen, Fez, Rabat, Casablanca og Marrakech med alle hoteller og fly
Med en uovertruffen mangfoldighed indbyder Marokko i det nordvestlige Afrika i den grad til en tur rundt i landet!
Og i dag har vi sammensat et bud på en forførende Marokko-rundrejse, der bringer dig forbi en række af landets mest fascinerende og spektakulære byer – lige fra storbyen Casablanca og de charmerende blå gader i Chefchaouen til den gamle, traditionsrige by Fez og Marrakechs krydderifyldte og farverige markedspladser!
Marokko har desuden et velfungerende og sikkert offentligt transportsystem, som gør det nemt (og billigt) at komme rundt i det fantastiske land! ☀️
Opdag eventyrlige Marokko
septemer – oktober
3.783 kr.
✈️ Fra København og Aalborg
🗺️ Rejs fra nord mod syd
🏛️ Oplev både det traditionelle og moderne Marokko
København til Tanger
Aalborg til Tanger
Marrakech til København
Marrakech til Aalborg
Marokko-rundrejse – fly
Før din Marokko-rundrejse kan begynde, skal du først og fremmest have styr på transporten ned til Marokko. Og heldigvis for dig har vi fundet billige fly til og fra Marokko.
I flyboksene ovenfor har vi – blot som et eksempel – taget udgangspunkt i to enkeltbilletter hos Norwegian.
Du starter nemlig med at flyve til Tanger i det nordlige Marokko, mens du en uge senere flyver hjem fra Marrakech, der ligger længere mod syd.
Helt konkret har vi fundet en enkeltbillet fra København til Tanger tirsdag den 15. september og en enkeltbillet fra Marrakech til København tirsdag den 22. september.
Billetterne koster hhv. 873 kr. og 682 kr.
Det er også muligt at flyve både fra Aalborg til Tanger og fra Marrakech til Aalborg med en enkel mellemlanding i KBH hver vej. Her er priserne dog generelt lidt højere.
Marokko-rundrejse – billige rejsedatoer
Fra København til Tanger
Prisniveau: ca. 900-1.400 kr.
- September til oktober: Alle tirsdage
Fra Marrakech til København
Prisniveau: ca. 700 – 1.400 kr.
- August – oktober: Alle tirsdage og lørdage
- November – februar: Alle mandage, onsdage og lørdage
Marokko-rundrejse
Herunder får du et bud på, hvordan en Marokko-rundrejse kunne se ud.
Ligesom det er tilfældet med alle vores andre rundrejser, så er dette naturligvis kun et eksempel, som du kan lade dig inspirere af.
Og du skal således være mere end velkommen til at skræddersy rejsen, som du vil ift. rute, hoteller osv.!
Men hvis ellers du er klar, så er det tid til at begynde rundrejsen – here we go! 💥
Tanger
Du lander i Tanger, som derfor også bliver den første destination på din Marokko-rundrejse.
Tanger er en multikulturel by i det nordlige Marokko, som har omkring 1,2 millioner indbyggere. Her kan du både opleve det klassiske Marokko med sin farverige arkitektur, men du kan også stifte bekendtskab med det moderne Marokko i de nyere områder af byen.
Som en ekstra bonus ligger Tanger helt ud til kysten ved Gibraltarstrædet, hvilket betyder, at du også får mulighed for at nyde smukke strande 🏖️
Hvis du er til historie, så ligger Herkules Grotte kun nogle få kilometer uden for byen. Her siges det, at Herkules skulle have overnattet inden sine prøvelser.

På denne rundrejse får du én nat i Tanger.
Og hvorfor ikke starte rejsen ud på bedste vis?
Derfor har vi her fundet det lækre og anmelderroste femstjernede El Minzah Hotel.
Her får du helt klart et af byens bedste hoteller med to swimmingpools og en suveræn beliggenhed ikke langt fra byens havnefront og strand! Hotellet har samtidig også sauna og spabad. Hvad mere kan man bede om?
Og som noget ekstra er morgenmad også inkluderet i dit ophold på El Minzah Hotel, så du er klar til at kaste dig ud i de mange oplevelser med fuld energi 😉
Prisen for et topersoners ophold fra tirsdag den 15. september til onsdag den 16. september er i alt 822 kr. – hvilket svarer til kun 416 kr. pr. person.
Hotel Tanger
416 kr.
Chefchaouen
Efter en nat i Tanger sætter du kursen sydpå mod den blå by – Chefchaouen!
Én af Marokkos mest charmerende rejseperler!
Der er ingen tog på denne strækning – til gengæld er der fem daglige busafgange. Turen tager ca. 2 timer og 30 minutter og koster mellem ca. 30 og 50 kr.
Chefchaouen er uden tvivl blandt Marokkos flotteste byer med sine karakteristiske blåmalede huse.
Det er ikke nogen stor by, men byens specielle stemning og maleriske udseende gør den til et spændende stop på rundrejsen – især hvis du har en fotografisk interesse! 📸

I Chefchaouen har vi fundet det smukke La Petite Chefchaouen.
Mens Tanger bød på et moderne hotel, som vi kender det i vesten, så får du i Chefchaouen mulighed for at bo på ægte marokkansk vis – i et riad.
Et riad er et traditionelt byhus med en lille indvendig gårdhave, og disse marokkanske gæstehuse er der rigtig mange af i Marokko.
La Petite Chefchaouen er et rigtig godt eksempel på sådan et, og her vil du helt sikkert blive forkælet med gæstfrihed til op over begge ører.
Et topersoners ophold fra onsdag den 16. september til torsdag den 17. september koster i alt 680 kr. – hvilket svarer til kun 340 kr. pr. person.
Hotel i Chefchaouen
340 kr.
Fez
Næste stop på din Marokko-rundrejse er den traditionsrige og meget gamle by Fez.
Faktisk er Fez en af Marokkos ældste byer, og her kan du virkelig gå på opdagelse i den autentiske del af Marokko.
Byen ligger ca. 200 km syd for Chefchaouen, og der er daglige busafgange.

I Fez har vi også fundet et flot hotel lige i hjertet af centrum.
Her har vi fundet det lækre firstjernede Barcelo Fes Medina med moderne og komfortable værelser. Som prikken over i’et har dette hotel også en udendørs swimmingpool og fitness faciliteter.
Prisen for et topersoners ophold på Barcelo Fes Medina fra torsdag den 17. september til fredag den 18. september er i alt 522 kr. – dvs. 261 kr. pr. person 🔥
Hotel i Fez
261 kr.
Rabat
Efter en nat i Fez tager du toget vestpå mod næste stop på din Marokko-rundrejse: hovedstaden Rabat ved Atlanterhavskysten.
Der er flere togafgange dagligt, og togturen tager ca. 3 timer. Vi vil anbefale at købe en vinduesplads, da det er en fantastisk måde at opleve Marokkos utroligt flotte natur på.
Rabat er en storby, men byder også på en lækker strand og en charmerende medina omkranset af gamle mure.

I Rabat har vi fundet det centrale ONOMO Hotel Rabat Terminus.
Hotellet har et fitnesscenter, og hvis du trænger til lidt selvforkælelse, kan du tilkøbe spabehandlinger og massage. Og hvis håret eller neglene trænger til en opfriskning, kan du få klippet, farvet eller lavet manicure – så du er fuldstændig klar til alt, hvad næste destination byder på 💅
Et topersoners ophold fra fredag den 18. september til lørdag den 19. september koster i alt 677 kr. – hvilket svarer til kun 339 kr. pr. person.
Hotel i Rabat
339 kr.
Casablanca
Efter en nat i hovedstaden kommer du på din Marokko-rundrejse forbi endnu en storby: Casablanca.
Med sine mere end fire millioner indbyggere er Casablanca Marokkos største by, og byen er det tætteste, du kommer en moderne/vestlig storby.
Casablanca er præget af moderne skyskrabere og en gammel bydel ved kysten.
Byens største vartegn – Hassan II-moskéen (som er verdens femtestørste moské med plads til 25.000 mennesker) – er helt klart et besøg værd!

På denne Marokko-rundrejse får du én nat i Casablanca.
Her har vi fundet et lækkert hotel i form af det firstjernede AS PREMIUM BY SOHO HOTELS.
Dette stilfulde hotel ligger i en af byens mest centrale og livlige områder, nemlig Maarif‑kvarteret. Beliggenheden gør det nemt at udforske Casablanca til fods. Her er du tæt på restauranter, caféer og butikker, og du er kun få minutters gang fra moskéer og lokale markeder.
Prisen for en enkelt nat på et topersoners værelse fra lørdag den 19. september til søndag den 20. september er i alt 436 kr. – så kun 218 kr. pr. person.
Hotel i Casablanca
218 kr.
Marrakech
Med et par dage tilbage af din Marokko-rundrejse er det blevet tid til magiske Marrakech – endnu en af Marokkos fortryllende storbyer!
Her kan du igen tage toget ganske billigt – turen tager ca. 2,5 timer.
Marrakech er på én og samme tid et både hektisk og vidunderligt inspirerende sammensurium af brændte farver, eksotiske krydderier, befolkede basarer og snoede gader og stræder.

I Marrakech har vi fundet det autentiske og anmelderroste Riad Aliya.
Denne lille, eventyrlige oase ligger midt i byen – 1.4 km fra Jemaa el-Fnaa (hovedtorvet i Marrakech) ca. et kvarters gang fra Bahia-paladset
Et topersoners ophold fra søndag den 20. september til tirsdag den 22. september koster i alt 1.308 kr. – dvs. kun 654 kr. pr. person.
Hotel i Marrakech
654 kr.
Hermed er din Marokko-rundrejse slut!
Som vi skrev tidligere, er dette blot et eksempel, der først og fremmest skal inspirere.
Én ting er dog sikkert: Marokko rummer ufatteligt mange spændende muligheder til en rundrejse – så det er bare om at pakke rygsækken og komme afsted!
Marokko-rundrejse – prisoversigt (pr. person)
- Fly til Tanger: 873 kr.
- Hotel i Tanger: 416 kr.
- Hotel i Chefchaouen: 330 kr.
- Hotel i Fez: 261 kr.
- Hotel i Rabat: 339 kr.
- Hotel i Casablanca: 218 kr.
- Hotel i Marrakech: 654 kr.
- Fly til København: 682 kr.
- I alt: 3.783 kr.
Hvis du leder efter mere inspiration til en rejse til det farverige land, så kan du med fordel besøge vores side med billige rejser til Marokko.
Herudover kan du også tjekke disse Marokko-tilbud ud: Ørkensafari i Marokko | All inclusive i Agadir | 2-i-1-rejse til Marrakech og Agadir | Rejse til Marrakech | Rejse til Chefchaouen | Rejse til Tanger.
