Budapest som rejsemål
Budapest er en perle af en storby og en af Østeuropas mest undervurderede rejsemål! Den ungarske hovedstad ligger smukt placeret ved Donaufloden, og her kan du året rundt gå på opdagelse i en af Europas smukkeste hovedstæder. Budapest er uovertruffen til en hyggelig storby-getaway, hvor du kan shoppe, spise, drikke og opleve lidt af hvert – som regel endda til rigtig skarpe priser!
Det må du ikke gå glip af
Parlamentsbygningen i Budapest (Országház på ungarsk) er nok uden skyggen af tvivl byens allerstørste vartegn. Denne imponerende, gotiske bygning, hvis facade vender ud mod Donaufloden, blev færdigbygget tilbage i 1904 og er stadig i dag Ungarns største bygning. Tager du til Budapest, så er parlamentsbygningen et must-see!
Budapest er kendt som en rigtig spaby. Så en tur forbi f.eks. Gellert-spaen eller Szechenyi-spaen vil være oplagt, hvis du har lyst til den slags. Her kan du få et afbræk fra storbyferien og slappe lidt af i de varme bassiner.
Et andet klassisk Budapest-vartegn er den berømte romersk-katolske St. Stefans Basilika. Her er der (ligesom parlamentsbygningen) tale om en bygning, der nok skal få de arkitektur-interesserede op af stolen. I sommermånederne kan du desuden høre koncerter hver søndag.
Fiskerbastionen er også et besøg værd. Den ligger lige ved siden af Mathiaskirken og er i sig selv et imponerende stykke arkitektur. Udsigten over Donau og resten af Budapest er heller ikke så tosset derfra.
Bedste rejseperiode
Ligesom det er tilfældet med stort set alle andre storbyer/hovedstæder i Europa, er der intet i vejen for at besøge Budapest året rundt. Hver årstid har naturligvis sin egen charme, så det er i sidste ende lidt som at sammenligne æbler og pærer.
Fly til Budapest
Når du leder efter flybilletter til Budapest, er det som regel billigst at flyve fra enten København eller Billund. Disse lufthavne er de eneste i Danmark, der opererer direkte ruter til Budapest. Typisk vil det være lavprisflyselskabet Ryanair, der udbyder de billigste billetter, men du kan som regel også finde afgange hos bl.a. Norwegian (fra CPH) til fornuftige priser. Selve flyturen tager kun omkring 2 timer, og de billigste lavprisbilletter ligger typisk og svinger mellem 150 og 400 kr. for tur/retur-billetter.
Hoteller i Budapest
En udfordring i mange af de traditionelle storbydestinationer som London, Barcelona og Paris er, at hoteller (særligt dem med adresser i og omkring centrum) er temmelig dyre. Men det er heldigvis ikke et problem Budapest! Her vil jeg faktisk sige, at du er ‘spoilt for choice’. Du kan både vælge at gå efter et superbilligt budgethotel (og på den måde holde rejsens samlede pris til et minimum) eller finde et hotel i de højere 4-5-stjernede luftlag – evt. med wellnessfaciliteter og hele molevitten. Budgethotellerne er selvfølgelig tit meget billige, men selv de 4-5* hoteller kan ofte findes til ganske fornuftige priser.
Pakkerejser til Budapest
Foretrækker du at booke en rejse, hvor flybilletter og hotelophold er inkluderet i samme booking, så bør du kigge på book.rejsespejder.dk.
Prisniveau
Prisniveauet i Budapest er generelt meget lavt sammenlignet med Danmark. Så elsker du at shoppe og/eller spise på café og restaurant, så kan du strække budgettet langt i den ungarske hovedstad. I afsnittet om rejsetips nedenfor kan du bl.a. få en idé om, hvad det koster at spise på restaurant.
Rejsetip – shopping i Budapest
Som langt de fleste hovedstæder byder Budapest naturligvis også på sin del af tilbudsfyldte shoppingsteder! Dem, du i hvert fald skal kende til, er shoppinggaderne Váci Street og Andrássy Avenue samt WestEnd City Center – der er Centraleuropas største shoppingcenter.
Rejsetip – restauranter og caféer i Budapest
Ungarns hovedstad gemmer også på en lang række superlækre restauranter og caféer. Mange af dem tilbyder endda priser, der er langt under, hvad vi er vant til i Danmark. Her får du et par af mine personlige favoritter i Budapest.
Restaurant “Mazel Tov” i det jødiske kvarter kan i den grad anbefales (det jødiske kvarter kan generelt bare anbefales!). Her er en skøn stemning med saxofonmusik, lyskæder, virkelig lækker mad og gode drinks. Om aftenen er det en god idé at reservere bord. Ellers risikerer du at måtte stå i kø for at komme ind.
Et andet sted i det jødiske kvarter er det superhyggelige “Karavan Street Food” med forskellige madboder. Her kan du smage forskellige lokale specialiteter som f.eks. langos – som tilmed kan skylles ned med billige fadøl! Lidt længere henne ad samme gade ligger “Bors Gastro Bar”, der serverer billige og meget velsmagende supper (ca. 15 kr.).
Er du mere til gourmetkøkkenet, kan jeg varmt anbefale den 2-stjernede Michelin-restaurant Onyx. Her bliver du serveret sublim mad på et tårnhøjt niveau – og så er priserne stadig til at have med at gøre. En 3-retters frokostmenu koster f.eks. kun 19.900 ungarske forint, hvilket svarer til ca. 440 danske kroner (der kommer også et servicegebyr på 15 % oveni).
Transport
Når du tager til Budapest, kan jeg varmt anbefale, at du køber et Budapest Card, når du ankommer. Kortet findes i forskellige udgaver (24 timer, 48 timer, 72 timer, 96 timer m.fl.), så det burde være muligt at finde et, der passer til din rejselængde.
Et 48-timers Budapest Card koster f.eks. kun 33 euro (ca. 246 kr.), og så kan du frit bruge byens (gode) offentlige transport. Herudover giver kortet dig gratis adgang til flere af byens museer og mange andre fordele. Så det er virkelig pengene værd!
Hvis du sagtens kan undvære kortets mange fordele men blot har brug for et transportkort, kan du i stedet købe et Budapest Travel Card. Et 72-timers travel card koster kun 4.150 ungarske forint (ca. 93 kr.), og så har du ubegrænset transport i Budapest i 72 timer. Begge kort kan købes i lufthavnen.
Fra lufthavnen kan du f.eks. tage den blå bus 100E til Deák Ferenc tér-stationen. Denne bus kræver dog en særskilt billet, som koster kun 900 HUF (ca. 20 kr.). Alternativt kan du også tage E200-bussen fra terminal 2 til metrostationen Nagyvárad tér. Du kan læse mere om transporten på Budapest Lufthavns hjemmeside bud.hu.