Banner-29-1

De gratis glæder: Roms bedste gratis oplevelser

I denne udgave af “De gratis glæder” – min føljeton af blogindlæg om gratis oplevelser – vender vi nu blikket mod endnu en europæisk storbydestination! Vi har tidligere været en tur forbi LondonBerlin og Barcelona. Denne gang venter endnu en europæisk storby, som rigtig mange danskere rejser til. Nærmer bestemt går turen til Italien og skønne Rom. Den italienske hovedstad er spækket med oplevelser til bogstaveligt talt ingen penge. Så læs endelig med om de bedste gratis oplevelser i Rom!

De bedste gratis oplevelser i Rom

Besøg Peterskirken og paven

Hvis der er én ting, som de fleste forbinder med Rom (måske foruden Colosseum), så er det Vatikanet og paven! Det er helt klart et must at lægge vejen forbi pavens residens ved Peterskirken. Her kan du jo selv hilse på paven hver søndag kl. 12, når han holder sin angelus-bøn fra vinduet i sin bolig. Og det bedste er, at oplevelsen ikke kræver en krone (eller euro)!

Peterskirken i Rom

Colosseum på en alternativ måde

Og her er det så! Det famøse Colosseum i centrum af Rom. Det romerske amfiteater er en af Roms absolutte højdepunkter, og det er selvfølgelig en seværdighed, som de fleste turister gerne vil en tur forbi. Det koster penge at komme ind i Colosseum, men det er ganske gratis at betragte det imponerende bygningsværk udefra. Og faktisk er oplevelsen lige så stor udefra, som inde i selve bygningen. Hvis du alligevel gerne vil ind i Colosseum uden at betale, findes der faktisk også en smutvej. Så skal du blot planlægge din rejse således, at du er i Rom den første søndag i måneden. Her er der nemlig gratis entré for alle.

Colosseum i Rom

Trevifontænen

En anden klassisk oplevelse i Rom er en tur forbi den lykkebringende Trevifontæne, der ligger centralt placeret i Roms skønne gader. Det er en populær tradition at stille sig med ryggen til fontænen og kaste en mønt over skulderen. Det skulle efter sigende sikre, at man vender tilbage til Rom en dag. Det er til gengæld også det eneste, der vil koste dig at besøge stedet. Det er nemlig helt gratis at opleve denne fine fontæne. Og vælger du at ofre par mønter til springvandet, kan du desuden glæde dig over, at pengene bliver indsamlet og doneret til velgørenhed.

Trevi Fontænen i Rom

Den Spanske Trappe

Den Spanske Trappe er lidt af en turistmagnet. Ikke desto mindre er det værd at kæmpe sig igennem menneskemængderne – særligt udsigten fra toppen er belønnende! Nu tænker du måske, hvad der gør trapperne spanske? Navnet kommer sig såmænd af, at de ligger ved den spanske ambassade, og derfor har området i mange år været anskuet som spansk. Og selvom trapperne måske indbyder til en hyggelig frokostpause i solen, så lad være! Du kan nemlig spare dig selv for en dum bøde ved at undgå at spise på trappen. Det er forbudt. Så sæt dig i stedet for ned og nyd udsigten og den livlige stemning på pladsen.

Den Spanske Trappe

Circus Maximus

Er det den romerske kultur og historie, du gerne vil dykke ned i, så finder du næppe en bedre by end Rom. Her kan du nemlig besøge Circus Maximus, der var Romerrigets første og største arena. Cirkusset har i over 500 år bl.a. dannet rammen om hestevæddeløb, som er en af de mest populære sportsgrene i Rom. I dag står arenaen tilbage som et grønt område med de tilbageværende ruiner, og det er gratis at besøge den antikke væddeløbsbane.

Circus Maximus i Rom

Campo de’ Fiori gademarkedet

På byens gamle blomstertorv ligger det hyggeligste marked ved navn Campo de’ Fiori. Dog har pladsen en ret dyster historie, da den for nogle hundrede år tilbage fungerede som henrettelsesplads. I dag er den drabelige fortid heldigvis skiftet ud med liv og glade dage. På pladsen finder du små markedsboder, delikatesseforretninger og restauranter, der frister med den ene italienske specialitet efter den anden. Markedet har åbent alle dage undtagen søndag.

Gademarked i Rom

Trastevere

Det hyggelige bykvarter Trastevere er indbegrebet af Rom og italiensk stemning. De små antikke gader med fortovscaféer og restauranter, der serverer mamma’s italienske retter, er en nødvendighed at lægge vejen forbi! Mest af alt fordi at stemningen bare emmer af italiensk kultur, madglæde og åbenhjertighed.

Trastevere i Rom

Hvis du gerne vil vide mere om rejser til Rom, og se de nyeste og bedste rejsetilbud, kan du læse mere i min guide om Rom.

Hvis du har spørgsmål, så skriv en kommentar nedenunder. Og husk at tilmelde dig nyhedsbrevet og downloade appen, så du aldrig går glip af et tilbud!

De gratis glæder: Roms bedste gratis oplevelserDe gratis glæder: Roms bedste gratis oplevelser

Log ind for at gemme hvad der inspirerer dig

Du kan tilføje op til 99 tilbud