rsz_berlinshutterstock_314149679-1

De gratis glæder: Berlins bedste gratis oplevelser

I denne udgave af “De gratis glæder” – min nye føljeton af blogindlæg om gratis oplevelser – vender vi nu blikket mod en ny europæisk storbydestination! Sidst var vi en tur i London, og denne gang skal vi igen til en af de storbyer, der ofte er at finde her på bloggen. Vi skal nemlig et smut syd for grænsen til vore tyske naboers hovedstad – mageløse Berlin! Så læs med i denne guide om gratis oplevelser i Berlin!

De bedste gratis oplevelser i Berlin

East Side Gallery

Man kan ikke tage til Berlin uden at se Berlinmuren! Eller hvad der nu er tilbage af den. Faktisk er det lidt ironisk, at en af Berlins mest kendte turistattraktioner slet ikke findes længere. Ikke desto mindre må du endelig gøre dig selv den tjeneste at tage en tur forbi East Side Gallery, næste gang du besøger Berlin. Her kan du nemlig opleve en 1,3 kilometer lang rest af Berlinmuren, der er fuldstændig tildækket af de mest enestående og kreative street art-værker. East Side Gallery finder du ved Mühlenstraße, hvor den løber parallelt med Spree-floden mellem Oberbaumbrücke og Berlin Ostbahnhof.

Berlinmuren adskilte Øst- og Vestberlin fra august 1961 til dens fald den 9. november 1989

gratis oplevelser i Berlin

Holocaust-mindesmærket

En anden historisk attraktion og en af de gratis oplevelser i Berlin er Holocaust-mindesmærket (også kendt som Mindesmærke for Europas myrdede jøder). Dette 19.000 m2 store område midt i Berlin består af i alt 2.711 betonpiller i varierende højde. Mindesmærket er designet af New Yorker-arkitekten Peter Eisenman, og værkets præcise fortolkning er helt op til beskueren. Under selve mindesmærket finder du et informationscenter, der tilfører hele oplevelsen en historisk – og ganske hjerteskærende – kontekst.

Betonpillerne i Peter Eisenmans abstrakte mindesmærke har ens længde og bredde men forskellige højder

De gratis glæder: Berlins bedste gratis oplevelser

Reichstag-bygningen

Reichstag-bygningen er Tysklands pendant til Christiansborg. Det er her, den tyske regering har sin daglige gang. Og selvom du måske ikke nødvendigvis har den store interesse i, hvad Angela Merckel og co. går og laver til daglig, så er Reichstag-bygningen stadig et besøg værd. Selve bygningen er et fabelagtigt imponerende stykke arkitektur. Den er især er kendt for sin store glaskuppel på toppen. Heroppefra har du en vidtrækkende panoramaudsigt over Berlin. Samtidig kan du (om dagen) se ned til de folkevalgte politikere. Der er gratis adgang – det er dog et krav, at du registrerer dig (det kan du gøre på bundestag.de). Sikkerheden er desuden ret omfattende, så vær forberedt på lufthavnslignende tilstande.

Reichstag-bygningen er i dag et symbol på Tysklands demokrati og et enestående bygningsværk

gratis oplevelser i Berlin

Street art i Kreuzberg

Berlin har gennem de seneste mange år udviklet sig til en af Europas mest hippe og moderne storbyer. En del af drivkraften bag denne udvikling kommer fra byens fremadstormende grafitti- og street art-scene, der med en boblende kreativitet har sat sit farvestrålende præg på bybilledet. Særligt bydelen Kreuzberg har ageret kanvas for diverse kunstneres farverige spraydåser og penselstrøg. Det har bl.a. resulteret i adskillige ikoniske værker – bl.a. Victor Ash’s Astronaut, ROA’s Nature Morte og Blus Pink Man. Hvis du tager til Berlin, vil en street art-rundtur således være en oplagt gratis oplevelse!

Street art har i den grad sat sit kreative aftryk på Berlins bybillede – hvad synes du om dette maleri?

De gratis glæder: Berlins bedste gratis oplevelser

Gratis entré til Street Food Thursdays i Markthalle Neun

Tyskland og Berlin er meget mere end bare currywurst og dönere (no offense til disse to lækre retter by the way). Det er Berlins ældste street food-marked et blændende bevis på. I Markthalle Neun afholdes der hver torsdag Street Food Thursday, hvor du mellem kl. 17 og 22 kan komme forbi og smage på unikke, kreative og velsmagende street food-retter fra hele verden – lige fra britiske tærter og thailandske dumplings til peruviansk ceviche, mexicanske tacos, amerikansk barbecue og meget, meget mere!

Har du lyst til street food, så er Berlin ikke det værste sted at være!

gratis oplevelser i Berlin

Topographie des Terrors

En anden gratis oplevelse, som tager udgangspunkt i Tysklands mørke fortid fra anden verdenskrig, er Topographie des Terrors. Som navnet antyder, er dette sted ikke for sarte sjæler. Topographie des Terrors er placeret i et tidligere SS- og Gestapo-hovedkvarter, og besøgende får et fængslende indblik i nazisternes magtovertagelse og regimets forfølgelse af jøderne. Stedet kan klart anbefales og er virkelig en øjenåbner for, hvor hurtig ting kan gå galt i et samfund!

Historisk interesserede vil elske Topographie des Terrors, som er en anbefalelsesværdig gratis oplevelse i Berlin

De gratis glæder: Berlins bedste gratis oplevelser

Hvis du gerne vil vide mere om billige rejser til Berlin – og se de nyeste tilbud, jeg har fundet dertil – kan du læse mere i min guide om Berlin.

Hvis du har spørgsmål, så skriv en kommentar nedenunder. Og husk at tilmelde dig nyhedsbrevet og downloade appen, så du aldrig går glip af et tilbud!

De gratis glæder: Berlins bedste gratis oplevelserDe gratis glæder: Berlins bedste gratis oplevelser

Log ind for at gemme hvad der inspirerer dig

Du kan tilføje op til 99 tilbud