rsz_1shutterstock_139999093

Loving London – tips fra den personlige gemmer hos Rejsespejder

Loving London – tips fra den personlige gemmer hos Rejsespejder

London er altid et sikkert rejsehit, og jeg forstår godt hvorfor! I artiklen “Loving London – tips fra den personlige gemmer hos Rejsespejder” får du et særligt indblik i, hvorfor jeg er så vild med London. Første gang jeg satte mine fødder på londonsk jord, blev jeg helt forelsket. Jeg havde den der følelse af ”her kunne jeg godt bo”. Og 1,5 år senere endte jeg faktisk med at tilbringe et halvt år i London. Siden har jeg været der utallige gange, og jeg kan stadig ikke få nok af storbyen. Her kommer lidt rejsetips fra den personlige gemmer.

Gæstfrihed og frihed til at være hvem du er

Jeg husker tydeligt min første gang i London, da jeg stod med et stort fold-ud-kort (nærmest som Joey fra Friends under deres besøg i London) og prøvede at finde vej til mit hotel. Der gik ikke mere end 30 sekunder, så var der hjælp på vej fra en helt fremmed på gaden. Denne venlighed og villighed til at hjælpe bliver du mødt med overalt i London.

Hvis du nogensinde slår et smut forbi ”Finchley Road”-metrostation, så står der verdens sødeste frugtmand på hjørnet. Her er der garanteret store smil, en varm krammer og gode tilbud på frugt. Hvis sulten melder sig, og du alligevel er i det her område, så må du endelig ikke snyde dig selv for et besøg på ”Oriental Star”. Stedet ser ikke ud af meget, men jeg kan love dig for, at maden smager fantastisk, og så er den billig! Chicken Curry og forårsruller on the side er min favorit!

Når du alligevel er i det område, skal du næsten smutte forbi Camden Market. Her kan du smage og købe mad fra alverdens lande i små boder. Der er også et marked med bl.a. tøj og sko, hvor der er noget for enhver smag. ”Cyberdog” er også altid en spændende butik, hvor du bliver mødt af høj technomusik og ”futuristic” tøj. Camden Market er virkelig et sted, hvor der er plads til alle. Så slå dig ned med en omgang mad og lidt godt at drikke og nyd stemningen!

Skøn storby trods regnvejr

Selvfølgelig regner det i London – men det er ikke værre end i Danmark, og det bliver tidligere forår og varmere i London.

Der er rigtig mange parker og grønne områder i byen, hvor du kan nyde din medbragte frokost (her kan jeg anbefale, at du slår et smut forbi Pret A Manger, hvor du bl.a. finder lækre salater og sandwich). Selv når du går på Oxford Street med så mange shoppingposer, at du næsten ikke kan bære dem, så er der ikke langt til en grøn oase. Her er der bl.a. Soho Square Gardens, som er et virkelig hyggeligt sted at slå sig ned med en is og hvile benene lidt. Hyde Park og Regent’s Park er helt klart også et besøg værd (husk nødder til egernene).

Hyde Park i London – en vanvittig hyggelig park uanset årstid

Loving London - tips fra den personlige gemmer hos Rejsespejder

Museer, der er alt andet end kedelige

Hvis du føler for at være en smule kulturel og lade dankortet køle lidt af, så byder London også på mange hyggelige, spændende og anderledes museer.

Der er selvfølgelig ”Tate Modern” (gratis adgang), hvor du bliver mødt af alverdens kunst. Personligt synes jeg, at nogle ting var spændende, mens andre slet ikke gav mening – nok lige præcis det, som kunst skal gøre ved en. ”National History Museum” (gratis adgang) er et af mine yndlings museer. Her føler du, at du er med i filmen ”en nat på museet” med kæmpe dinosaurus skelet og fine udstoppede dyr.

Loving London - tips fra den personlige gemmer hos Rejsespejder

Det mærkeligste museum jeg har været på, er ”The Fan Museum” i Greenwich. Museet er, som navnet indikerer, et museum med vifter. Men jeg kan da godt afsløre, at grunden til jeg var taget dertil var pga. deres afternoon tea. Mums!

Fest og farver i London

Der findes mange gå-i-byen muligheder i London. Hvis du er til pub-stemning, så bliver du glad nu! Der er nærmest en pub på hvert hjørne i denne storby. På et halvt år når man at prøve lidt af hvert i nattelivet. Men jeg kan helt klart anbefale ”Camden Head”, hvis du både er til hyggelig pubstemning, men samtidig også høj musik og festlig stemning.

Et andet sted du helt klart skal besøge er ”The Porterhouse” ved Covent Garden. Dette er Londons største bar, men det mærker du slet ikke, fordi stedet er fordelt på mange forskellige niveauer, har hyggelige kroge og et anderledes interiør. Og så er der et kæmpe udvalg af øl fra hele verden. SKÅL!

Er du mere til party-party, kan jeg anbefale ”Walkabout – Temple”. Her kan du udleve din pop-sanger-drøm ud til karaokenights (nej mig, ej jeg har da aldrig været oppe og gøre mig selv til grin og sunget Alphabeat på fuld skrald). Ellers er det bare et super hyggeligt sted at komme til sjove tema-aftener og god dansemusik. Jeg ville ønske, at jeg kunne huske resten af navnene på de steder, jeg har været, men når promillen stiger, ja så kan man som bekendt godt glemme nogle ting.

Du skal være opmærksom på, at der i London ikke er samme gå-i-byen kultur som i Danmark. I London tager man gerne lidt tidligere i byen og derfor også lidt tidligere hjem. Det gælder især de forskellige pubs. Det er derfor en god idé at tjekke åbningstiderne på stedet.

 

Gode tips til London

Hvis du er studerende, så husk dit studiekort! Der er mange butikker (også tøjbutikker), der giver studierabat. Det er ikke alle butikker – men hellere spørge en gang for meget end en for lidt. Og er shopping lige præcis grunden til, du besøger London, så har jeg en artikel, du er nødt til at læse på www.visitlondon.com. Det er et overblik over Londons mange spændende og unikke shoppingmuligheder.

Rejser du på et stramt budget? Så kan jeg helt klart anbefale dig at slå et smut forbi supermarkeder som ”Tesco” og ”Sainsbury’s”. De har tit mealdeals, hvor du kan købe en salat/sandwich, noget at drikke og en lille snack for 3 pund (ca. 26,5 kr.).

Derudover kan du i London faktisk finde en del gratis oplevelser. Disse har jeg skrevet en artikel om, og den kan du læse her.

Mit bedste råd er nok at have mod på at opleve byen og komme lidt væk fra de store hovedgader. Der findes virkelig mange spændende restauranter, cafeer, oplevelser og hyggelige områder, hvis du kommer lidt væk fra the hustle and bustle.

Der er tonsvis af oplevelser i Loving London – og et besøg i denne by er aldrig kedeligt! Efter at have skrevet den her artikel, får jeg helt lyst til at kigge på lidt flybilletter. Og apropos! Hvis du gerne vil vide mere om London ift. fly, hoteller, oplevelser og meget mere – så kan du læse min artikel om billige rejser til London. Du finder den her. I den deler jeg ud af mine tips og tricks til en billig storbyrejse til London.

Hvis du selv har nogle gode tips, så er du mere end velkommen til at dele dem i kommentarfeltet nedenfor.

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar

Log ind for at gemme hvad der inspirerer dig

Du kan tilføje op til 99 tilbud