I denne udgave af “De gratis glæder” – min føljeton af blogindlæg om gratis oplevelser – går turen til Italien. Her skal vi se nærmere på fashionable og mondæne Milano i Norditalien. Modebyen Milano er et forrygende rejsemål. Men Milano er også en by, hvor rejsebudgettet hurtigt kan få ben at gå på. Det er jo en fantastisk by til f.eks. shopping og restaurantbesøg! Derfor ville det være rart, hvis sightseeing og andre oplevelser kunne klares billigt – eller helt gratis. Og det kan de heldigvis 😉 Læs bare her min guide om de bedste gratis oplevelser i Milano!
Domkirken
Milano har ét altoverskyggende vartegn. Duomo di Milano! Hvis du tog til Milano og kun måtte se én seværdighed, ville der ikke være noget at rafle om. Så skulle det være byens kæbetabende smukke domkirke. Selvom det koster penge at komme ind i selve kirken, kan du stadig beundre det arkitektoniske mesterværk udefra. Det er ganske gratis. Og mens du så står og betragter den 108 meter høje domkirke, kan du i øvrigt lige tænke over, at kirken tog næsten seks århundreder at bygge! Byggeriet startede i 1386 og blev først afsluttet i 1965. Man plejer at sige, at Rom ikke blev bygget på én dag. Det gjaldt tilsyneladende også domkirken i Milano
Domkirken i Milano er teknisk set Italiens største. Peterskirken er større – men den ligger jo i Vatikanet (som er en selvstændig stat)
Quadrilatero d’Oro
I et af verdens mest berømte shoppingområder kan det selvfølgelig være svært at beholde pungen i lommen. Men hvis ikke du kan holde dig fra at lufte dankortet i Quadrilatero d’Oro, kan du glemme alt om en gratis oplevelse. Dog behøver du hverken være shopaholic eller modeinteresseret for at nyde en gåtur rundt i det elegante område, hvor der ikke er mangel på eksklusive luksusbutikker. Vindueskiggeri og people-watching kan du snildt få en rum tid til at gå med. Og derfor vil jeg stadig inkludere Quadrilatero d’Oro som en af de bedste gratis oplevelser i Milano.
Herunder har jeg markeret området, der kendes som Quadrilatero d’Oro (hvis du taster navnet ind i Google maps, ligner det et bestemt punkt)
Bosco Verticale
Hvad får man, hvis man krydser en skov med en skyskraber? Det lyder måske som en halvdårlig dad-joke, men faktisk kan du finde svaret i det eksklusive Porta Nueva-kvarter i Milano. Her har dygtige arkitekter ladet kreativiteten få frit løb, og resultatet er Bosco Verticale. Bosco betyder skov på italiensk, og verticale betyder lodret. Ergo “Lodret Skov”. Og det navn rammer ikke helt ved siden af, når man ser, hvordan arkitekterne bogstaveligt talt har integreret en hel skov af træer i højhusene! De to højhuse er henholdsvis 111 og 76 meter høje og er beplantet med mere end 900 træer i alt. Da lejlighederne i højhusene blev sat til salg i 2011, kostede en 80 kvadratmeter stor lejlighed lige omkring 4,7 mio. kr. En 200 kvadratmeter stor penthouselejlighed i toppen kostede derimod ca. 14,3 mio. kr. Og siden 2011 er boligpriserne altså steget. Men så længe du undgår at købe en af lejlighederne, er det fuldstændig gratis at nyde synet af dem.
Bosco Verticale skulle efter sigende være inspireret af Italo Calvinos roman “Klatrebaronen”
Galleria Vittorio Emanuele II
Galleria Vittorio Emanuele II er Italiens ældste aktive butikscenter – og lidt af en designperle. Den firetagers høje bygning blev tegnet og bygget af arkitekten Giuseppe Mengoni mellem 1865 og 1877. Og dét stykke arbejde gjorde han altså temmelig godt. For ikke nok med at butikscentret som sagt stadig er i brug, så er bygningen i dag også et af Milanos mest elskede vartegn. Butikkerne, restauranterne og barernes tilbud koster naturligvis penge, men den forrygende arkitektur er helt og aldeles gratis at beskue. Galleria Vittorio Emanuele II ligger i øvrigt lige ved siden af domkirken, så disse to klassiske Milano-attraktioner kan du nemt kombinere.
Man kan beundre mange ting ved Galleria Vittorio Emanuele II, men særligt taget af jern og glas er imponerende
Castello Sforzesco
Hvis vi bliver i den historiske og arkitektoniske afdeling, så har Milano også endnu ældre bygninger at byde ind med – f.eks. Castello Sforzesco (eller bare Sforza Castle). Denne borg blev bygget i det 15. århundrede på resterne af et tidligere fæstningsværk. Senere blev borgen så renoveret og udvidet, og det resulterede i, at Castello Sforzesco i løbet af det 16. og 17. århundrede var en af de største fæstninger i hele Europa. Der er gratis entré til fæstningen, og herudover er der også gratis entré til det tilhørende museum den første og tredje tirsdag hver måned efter kl. 14.00. Du kan tjekke åbningstiderne på milanocastello.it/en.
Det siges, at bl.a. Leonardo Da Vinci tilbragte noget af sin tid i Milano på Sforza Castle
Naviglio Grande
Hvordan slutter man bedst en liste over de bedste gratis oplevelser i Milano? Området ved Naviglio Grande (kendt som Navigli) må i hvert fald være et rigtig godt bud. Naviglio Grande er en knap 50 kilometer lang historisk kanal, der har sit udløb fra Ticino-floden. Kanalen ender inde ved Darsena di Porta Ticinese i den sydlige del af det centrale Milano. Naviglio Grande var en af de allerførste og største kanaler i Europa. Dengang var kanalen en vigtig transportkanal, der forbandt Milano med Lago Maggiore og Schweiz. I dag er Naviglio Grande langt fra en vigtig transportkanal. Til gengæld er Navigli-området blevet et superpopulært nabolag med en masse hyggelige barer og restauranter. Så hvis du tager til Milano, må du endelig tage en (gratis) gåtur i dette hyggelige område.
Så længe du følger kanalen, er det næsten umuligt at fare vild 😉
Vil du gerne læse mere om Milano som rejsedestination – eller se de sidste nye tilbud, jeg har fundet dertil – så kan du med fordel smutte forbi min destinationsside om Milano.