Log ind for at gemme hvad der inspirerer dig

Du kan tilføje op til 99 tilbud

Flybilletter – de bedste tips og tricks til at booke billige flybilletter

Vil du ud at rejse, skal du meget ofte bruge flybilletter. At flyve er hurtigt, ganske behageligt og tillader dig at rejse hele jorden rundt. Men flybilletter koster også penge! Og flybilletter kan hurtigt blive en stor udgift i rejsebudgettet. Det kan ofte være svært at gennemskue, hvordan man finder de billigste flybilletter – men heldigvis er der hjælp at hente! Jeg har rigtig mange års erfaring i at finde flybilletter, og i denne artikel vil jeg fortælle dig om alle de ting, du skal være opmærksom på, når du går på jagt efter billige flybilletter!

Billige flybilletter og lufthavne – nice to know

Når du booker flybilletter, bestiller du en rejse fra én lufthavn til en anden. Det lyder måske meget banalt – og det er det i og for sig også – men lufthavne spiller altså en vigtig rolle!

Hvis du gerne vil flyve fra din nærmeste lufthavn (og hvem vil ikke gerne det?), skal du nemlig være klar over, at den ikke har ruter til samtlige lufthavne i verden – langt fra. Derfor kan det sagtens være, at din lokale afrejselufthavn slet ikke flyver til din ønskede destination. Og hvis den ikke gør det, bliver det svært at finde billige flybilletter til den pågældende destination. Derfor kan det ofte være en rigtig god idé at søge efter flybilletter fra flere forskellige lufthavne. Jo flere, jo bedre!

I Danmark har København Lufthavn klart flest afgange at vælge imellem. Fra Billund kan du også finde mange afgange. Fra disse lufthavne vil du altså have ganske gode chancer for at finde billige flybilletter til en lang række destinationer.

Vil du hellere flyve fra f.eks. Aalborg Lufthavn eller Aarhus Lufthavn, er der færre ruter at vælge imellem. Du kan stadig finde billige flybilletter fra disse lufthavne – du skal blot være klar over, at det kun vil være på bestemte ruter.

Som du sikkert nu har forstået, gør du dig selv en tjeneste ved at lede efter flybilletter fra flere afrejselufthavne. Hvis f.eks. du ikke kan finde billige flybilletter fra Aalborg, kan det være, at der er billige fly fra Aarhus eller Billund.

Det kan også være en rigtig god idé at undersøge, hvilke flyselskaber der opererer ruter til din foretrukne destination. Mange flyselskaber (især lavprisflyselskaberne) har gode lavpriskalendere – og de kan være guld værd til at finde de billigste destinationer og rejsedatoer. 

I forhold til ankomstlufthavne skal du være klar over, at storbyer kan have flere lufthavne. Og i nogle tilfælde ligger lufthavnene et stykke uden for byen. For et flyselskab vil det ofte være billigere at flyve til de lufthavne, der ligger længst væk. Derfor ser du ofte, at lavprisflyselskaberne flyver til lufthavne, der ligger et stykke uden for byen. Hvis du f.eks. vil til Milano, kan du flyve til både Bergamo, Malpensa og Linate. Ryanair sælger f.eks. flybilletter til “Milano”, hvor du ankommer til lufthavnen i Bergamo. Og Bergamo ligger altså ca. 50 km nordøst for Milano. Det samme er tilfældet med London, hvis du f.eks. flyver til Stansted-lufthavnen. Den lufthavn ligger ca. 60 km fra London. Når det så er sagt, kan det tit prismæssigt betale sig at flyve til disse lufthavne, da der ofte er glimrende transportmuligheder til og fra storbylufthavnene.

Fly i luften med skyer i baggrunden

Hvordan booker man billige flybilletter – søg flybilletter med flysøgemaskine

Jeg bruger altid selv en søgemaskine til flybilletter. En god flysøgemaskine som Kayak (ovenfor), Skyscanner eller Momondo er guld værd, når du leder efter billige flybilletter. Det er der flere fordele ved. Faktisk kan du finde sådan en flysøgemaskine, hvis du scroller op i toppen.

Ved at bruge en søgemaskine til at finde dine flybilletter slipper du for selv at tjekke diverse flyselskaber og rejsebureauers hjemmesider for tilbud. Du indtaster blot din afrejselufthavn, destination og rejsedatoer. Herefter viser søgemaskinen dig alle resultaterne. Ofte vil du have mulighed for at filtrere resultaterne – f.eks. efter “billigste”, “hurtigste” eller “bedste” (et kompromis mellem pris og flytider). Du kan også filtrere billetterne efter afgangs- og ankomsttider osv.

Når du har søgt efter flybilletter på en søgemaskine, vil du ofte have mulighed for at vælge mellem flere forskellige bookingsider (også kaldet OTA’s i rejsebranchen – online travel agencies). Tit tilbyder disse OTA’s flybilletter, der er billigere end flyselskabets egne priser. Ofte vil de så forsøge at tjene pengene ind igen ved at sælge en masse (unødvendige) ekstra ydelser – bl.a. forsikringer, sædepladser, forplejning osv.

Ofte får disse OTA’s ret middelmådige anmeldelser på sider som Trustpilot, og jeg bliver tit spurgt, om man kan stole på dem. Men faktisk er det et meget almindeligt fænomen inden for rejsebranchen, at både flyselskaber, rejsebureauer og bookingsider får dårlige/middelmådige anmeldelser. Selv mange af de allerstørste og mest troværdige selskaber får decideret dårlige anmeldelser (fx SAS, Expedia, TUI og mange flere). Derfor skal man altid tage anmeldelserne med et gran salt. I øvrigt er sider som Momondo og Skyscanner jo heller ikke interesseret i at sende deres kunder videre til snydesider. Så du kan som udgangspunkt sagtens stole på disse bookingsider. Bare vær klar over, at de forsøger at tjene deres penge på ekstrasalg. Hvis flyselskabets egen pris ikke er specielt meget dyrere, kan du også med fordel booke direkte gennem flyselskabet (det er ofte mindre bøvlet – især hvis flyet skulle være så uheldigt at blive aflyst).

Fly i luften med sløret by i baggrunden

Flytider og mellemlandinger

Et vigtig kriterie, når man leder efter flybilletter, er flytiderne. Det vil altså sige tidspunkterne for flyvningerne samt eventuelle mellemlandinger. I denne forbindelse er direkte fly selvfølgelig at foretrække – men ikke for enhver pris (hvis du spørger mig).

Som udgangspunkt vil jeg sige, at jeg altid selv vil foretrække direkte fly, hvis jeg flyver i Europa. På så relativt korte distancer kan man i øvrigt sjældent spare penge ved at vælge flybilletter med mellemlandinger.

Drejer det sig derimod om langdistanceflyvninger til USA eller Thailand, kan man nogle gange spare mange penge på billetter med mellemlandinger. Og så længe mellemlandingerne passer fint ind i ruten og ikke er for lange, behøver der ikke være det store problem i en enkelt mellemlanding (eller to) hver vej.

På kortere rejser (f.eks. weekendture) bør du være ekstra opmærksom på flytider – altså hvornår du flyver afsted, og hvornår du flyver hjem. Hvis du flyver ud fredag og hjem søndag, kan gode flytider (tidlig udrejse, sen hjemrejse) give dig ca. tre hele dage på feriedestinationen. Omvendt vil dårlige flytider (sen udrejse, tidlig hjemrejse) resultere i kun en enkelt dag med tid til oplevelser. Så vær opmærksom på flytiderne.

Billede af Amsterdam - hvis du leder efter fly til en kort storbyrejse, skal du være opmærksom på flytider.

Indtjekket bagage, håndbagage og personlig bagage

I de “gode, gamle dage” var bagage en naturlig del af en flyrejse. Det er desværre ikke tilfældet længere. Faktisk er det i dag undtagelsen, at indtjekket bagage er inkluderet i de billigste billetpriser.

På kortere ruter inden for EU kan du derfor roligt regne med, at flybilletter ikke indeholder bagage – med undtagelse af en lille håndbagagetaske, der kan ligge under sædet foran dig. Vil du have ekstra håndbagage (til bagagehylden) eller indtjekket bagage med, skal det altså tilkøbes.

Selv på længere ruter til f.eks. USA skal du ikke regne med indtjekket bagage som en del af billetten. Her vil 10-12 kg håndbagage typisk være inkluderet, men ikke indtjekket bagage.

Nogle flyselskaber tilbyder dog fortsat indtjekket bagage med i deres billetter – f.eks. Emirates, Qatar Airways og Thai Airways.

Uanset hvad bør du altid være opmærksom på, hvor meget bagage dine flybilletter indeholder.

OBS: Mangler du et hotel til dine flybilletter – så find dem på min hotel-side.

Hvis du er i tvivl om bestemte destinationers indrejserestriktioner, kan du altid blive klogere på Udenrigsministeriets hjemmeside.