Rejser til Palma de Mallorca

Billige rejser til Palma de Mallorca – byen med en helt særlig karakter

På Mallorcas sydlige del af øen ligger hovedstaden Palma de Mallorca. Byen med sine historiske bygninger, mange shoppinggader og enestående beliggenhed ud mod Palmabugten, tiltrækker tusindvis af turister hvert eneste år. Hovedstaden opleves bedst på fods gennem de mange gader og stræder, der giver byen sin helt særlige karakter. Palma er den største by på Mallorca og mere end halvdelen af øens befolkning bor i byen.

Kyst Mallorca

 

Hvor skal man bo i Palma?

I Palma vil du typisk bo på hotel i byens centrum.På den måde kan man komme rundt til byens forskellige seværdigheder til fods. Du kommer til hotellet fra Palmas lufthavn, der kun ligger et stenkast fra centrum typisk med en bus.

Shopping og restauranter i Palma

Som enhver anden storby i Spanien, såsom Barcelona og Madrid har Palma masser af shoppingmuligheder. Du finder blandt andet flere større shoppinggader, såsom Passeig des Born, Calle San Miguel og Avinguda Jaume III, samt det spanske stormagasin Corte Inglés. Her finder du alt fra de helt dyre designermærker som Gucci, Louis Vuitton og Hugo Boss til de lidt billigere som Zara, Mango og H&M. I den gamle bydel af Palma omkring katedralen La Seu er der også mulighed for at shoppe. Udover de store gader finder du naturligvis også masser af mindre gader og stræder med flere lokale butikker, som du kan tage på opdagelse i.

God mad er selvfølgelig en stor del af din rejse. I Palma er du ikke gået forgæves, for her finder du mange restauranter og små caféer med tapas og pinchos til kun omkring 2 euro. Udover det traditionelle spanske køkken med tapas og paella finder du også restauranter med mad fra andre nationaliteter. Udforsk byen, især den gamle bydel og langs havnekanten, og find dine egne favoritter. Hold dig dog fra steder, hvor tjenerne prøver at overtale dig til at spise. Det er ofte ret dyrt og så er maden ofte heller ikke specielt god.

Hvad skal man se i Palma?

I Palma finder du mange interessante seværdigheder, der byder på både historie, kultur, arkitektur og oplevelser.

Ét af de største attraktioner i Palma er klart den gamle gotiske katedral La Seu, som også er byens største varemærke. Katedralen stod færdigbygget i starten af 1600 tallet, og er bygget ovenpå en muslimsk moské, som et symbol på den kristne overtagelse af Mallorca. Katedralen står derfor også som en kristen magtdemonstration ved Palmas havnekant for alle søfarere, der ankommer via palmabugten. Katedralen i Palma er klart et besøg værd, grundet dens store ekstravagante udseende, der skiller sig ud fra omgivelserne.

Ved det runde slot, Bellver Castle får du en helt utrolig udsigt over hele Palma by og det smukke blå middelhav. Slottet fungerer i dag som et museum, hvor du kan udforske byens historie. Selvom du ikke interesserer dig så meget for slotte, så er Bellver slottet klart et besøg værd på grund af den flotte udsigt.

Har du børn med skal du klart besøge Palma Aquarium, der har skabt en tro kopi af alle verdenshavene med både deres økosystemer og naturtyper. På Palma Aquarium kan du bl.a. se ‘The Big Blue’, som med sine mål på 33x25x8,5 meter er Europas største hajtank og rummer 3,5 millioner liter saltvand. Tanken indeholder 200 millioner forskellige arter, heriblandt fire forskellige slags hajer. Til børnene er der desuden en stor legeplads og til de voksne kan man få lov at dykke med hajerne, hvis man har PADI dykker licens.

I Palma skal du desuden besøge den gamle charmerende bydel, hvor husene ligger så tæt, at det er svært at finde rundt i de smalle gader. Ligledes er det klart et besøg værd at tage på Mercat Olivar, som er et stort fiske- og grøntsagsmarked.

Strande nær Palma

Bliver du træt af at være turist i byen og har brug for en mere afslappende dag, så er der naturligvis også mulighed for at hoppe i badetøjet og besøge én af de nærliggende strande. Byen er en havneby, men den har også flere af sine egne strande. Tæt på byen finder du den kilometerlange strand Platja Ca’n Pere Antoni og den lidt mindre strand Ciutat Jardi, som mest af alt er besøgt af lokalbefolkningen.  

Noget du skal være opmærksom på?

Pas på lommetyve i hele byen, men især omkring katedralen La Seu. Her er der også tit sigøjnere, som vil give dig en rose, men tager du imod den vil de efterfølgende forlange penge fra dig og du kan risikere at miste din pung.