Rejsespejder er en kommerciel side. Vi finder på daglig basis virkeligt gode rejsetilbud, og vi tjener penge på, at du i sidste ende booker tilbuddene m.fl. Dette har dog ingen indflydelse på priserne eller lignende.

Rejse til Dubai, Maldiverne og Abu Dhabi
10-nætters rundrejse med alle fly og hoteller
Hvad vil du helst: En rejse til Dubai eller Maldiverne? Ej, tag det roligt. Det er et trickspørgsmål. Vi har i dag kigget nærmere på en megafed rejse til Dubai OG Maldiverne! Faktisk går turen til både Dubai, Abu Dhabi og Maldiverne. For du fortjener da at se og opleve alle tre! ☀️
Dubai, Abu Dhabi og Maldiverne er destinationer, der leverer vilde rejseoplevelser på hver deres måde. Dubai og Abu Dhabi er mellemøstlig ekstravagance med mulighed for et hav af oplevelser. Maldiverne er derimod eksotisk badeferie på palmeklædte drømmestrande. Og at snuppe alle tre på én og samme rejse er da lige til at gøre venner og familie grønne af misundelse! 🏙️🌴
Kombi-rejse til Dubai og Maldiverne
november – marts
fra
5.755 kr.
✈️ Fra København, Billund og Aalborg
🕌 Oplev storslåede storbyer med et historisk twist
🏝️ Kridhvide sandstrande og azurblåt hav
Vi har sammensat rejsen som en rundrejse, og vi vil herunder præsentere den for dig kronologisk. Før vi giver os i kast med det, vil vi dog understrege, at rejseplanen kun er et eksempel! Og du skal derfor være mere end velkommen til at skræddersy rejsen, som du har lyst til.
Rejse til Dubai og Maldiverne – fly til Dubai
Rejse til Dubai og Maldiverne – fly
Første skridt på din rejse til Dubai og Maldiverne er at finde flybilletter til Dubai. Fra Danmark kan du flyve til Dubai fra både København, Billund og Aalborg.
Fra København kan du vælge mellem klart flest flyselskaber – bl.a. Norwegian, Lufthansa, Turkish Airlines, Emirates, KLM, Air France, Qatar Airways, SWISS og Pegasus.
Priserne kan svinge alt efter rejsedato, men hvis man leger lidt med datoerne, kan man som regel finde returbilletter til priser mellem ca. 1.600 og 3.000 kr.
Ovenfor har vi – blot som et eksempel – fundet flybilletter fra København til Dubai fra mandag den 24. februar til torsdag den 6. marts. På disse datoer kan du finde flybilletter fra kun 1.579 kr.
Fra Billund finder du typisk de billigste flybilletter hos KLM, Air France, Turkish Airlines og Lufthansa. Her ligger prisniveauet ofte mellem ca. 2.700 og 3.700 kr. for de billigste afgange.
Fra Aalborg finder du typisk de billigste flybilletter med Norwegian. Her ligger prisniveauet ofte mellem 2.500 kr. og 4.000 kr. for de billigste afgange.
OBS: Når du leder efter flybilletter, skal du være opmærksom på, at flytiderne kan variere en del. Så kig endelig de forskellige billetter godt igennem. Ovenfor har vi taget et screenshot af dem, som vi vurderer passer bedst i forhold til den videre rejse. Derudover skal du også være opmærksom på, at du ofte ender med lidt skæve flytider, når du flyver til Dubai. Når du planlægger din egen rundrejse, skal du derfor være opmærksom på flytiderne.
Du kan læse mere om flybilletterne i vores artikel om billige fly til Dubai.
Hotel i Dubai
Den første nat af din rejse til Dubai og Maldiverne kommer du til at tilbringe i Dubai.
Til dette ophold har vi fundet det firstjernede Millennium Place Barsha Heights Hotel Apartments (4,5 ud af 5 på Tripadvisor og en Travellers’ Choice 2024).
På den første overnatning efter en lang flyvetur fortjener du at slappe af i luksuriøse omgivelser, og det har vi sørget for her!
På Millennium Place får du et moderne og lækkert værelse og dit eget rummelige badeværelse. Alle værelser er indrettet med fladskærms-tv, gratis wi-fi og en flot udsigt over Dubai 🏙️
Som en ekstra bonus følger der også tøfler og badekåber med til værelset, så der er mulighed for hygge og afslapning til den helt store guldmedalje 🏅
Hvis du vil nå at udforske nogle af hotellets faciliteter, inden du tjekker ud, er der blandt andet en pool, en solterrasse, et fitnesscenter og en restaurant, hvor du kan tilkøbe morgenmadsbuffet.
Hotellet har en god central placering, ikke langt fra Jumeirah-palmen, og der er kun cirka 15 minutters kørsel til Ibn Battuta SRTA busstationen, hvor du dagen efter skal med E101-bussen mod Abu Dhabi.
Prisen for et topersoners værelse fra mandag den 24. februar til tirsdag den 25. januar er i alt 569 kr. Ved en rejse for to personer bliver prisen derfor kun 285 kr. pr. person.



Fly fra Abu Dhabi til Maldiverne
Fra Dubai skal du videre til naboemiratet Abu Dhabi. Herfra kan du nemlig finde superbillige fly til Maldiverne.
Turen mellem Dubai og Abu Dhabi kan du klare med en enkelt busbillet. Buslinje E100 og E101 kører regelmæssigt mellem de to storbyer, og turen tager kun lidt over 2 timer. Bussen E101 kører f.eks. fra Ibn Battuta SRTA Bus Station i Dubai (alternativt kan du tage linje E100 fra Al Ghubaiba Bus Station) til Central Bus Station i Abu Dhabi.
Orker du ikke offentlig transport, kan du dog også sagtens tage en taxi mellem byerne. En taxitur mellem byerne koster normalt i omegnen af 250 – 300 AED (500-600 kr. – dvs. 250-300 kr. pr. person).
Du undrer dig måske lidt over, at du skal en tur til Abu Dhabi, når man også kan flyve direkte til Maldiverne fra Dubai. Men det skal vi sige dig:
Fra Dubai koster direkte fly til Maldiverne som regel mindst 6.000 kr. Fra Abu Dhabi har Wizz Air åbnet en direkte rute – og der kan du finde returbilletter til mellem ca. 1.600 og 3.000 kr.!
Det. Er. Billigt! 🔥
Du kan finde disse billige afgange på mange af ugens dage.
Vi har herunder fundet en afgang fra onsdag den 26. februar til tirsdag den 4. marts. På disse datoer koster billetterne kun 1.729 kr.
OBS: Nu tænker du sikkert: “Jamen hov hov, Rejsespejder! Der mangler da en overnatning fra 25. til 26. februar?”. Men det gør der faktisk slet ikke.
For sagen er nemlig den, at flyvningen fra Abu Dhabi til Maldiverne foregår om natten. Så du skal faktisk afsted i kl. 00.55 og kan derfor ikke rigtigt bruge en hotelovernatning til noget alligevel.
Vores anbefaling er derfor, at du om eftermiddagen tager bussen fra Dubai til Abu Dhabi og så ellers videre til lufthavnen inden dit sene fly 🥱 Og så kan du forhåbentlig fange lidt søvn på turen mod Maldiverne 💤
Hotel på Maldiverne
Velkommen til Maldiverne 🌞
Maldiverne er en ganske speciel destination. Østaten består af i alt ca. 1.200 øer (hvoraf 200 af dem er beboet). Så ift. hoteller er der nok at vælge imellem. Og selvom Maldiverne ikke er en budgetdestination, så kan du faktisk finde alt fra budgetvenlige hostels til vilde luksusresorter, der ligger på deres helt egne øer.
I dette rejseeksempel er vi gået efter et nydeligt hotel i Hulhumalé, som er “hovedøen”.
Foretrækker du et mere luksuriøst resort på egen ø, kan du også sagtens arrangere det. Så skal du bare være klar over, at der kommer lidt ekstra transportomkostninger oveni, da man enten skal sejle eller flyve derhen.
I den sammenhæng kan vi anbefale øen Maafushi, som er en populær turistø, eller øen Diffushi, som er mere lokal og autentisk. Begge øer ligger omkring 45 minutter fra hovedøen Malé med speedbåd. Du kan også vælge at tage en færge. Det tager omkring 1,5 time men er til gengæld meget billigere.
Anyways, hotellet herunder hedder Huvan Beach Hotel (4,5 ud af 5 på Tripadvisor). Med dette hotel får du et velanmeldt trestjernet hotel med moderne værelser og en beliggenhed lige ved Hulhumaale Public Beach (vær dog obs på, at bikinier ikke er tilladt på mange offentlige strande – bl.a. denne).
En anden fordel ved at bo på Hulhumalé er også, at du kan tage på sightseeing i hovedstaden Malé, hvis stranden bliver lidt for kedelig i længden.
Prisen for et topersoners ophold fra onsdag den 26. februar til tirsdag den 4. marts er i alt 3.428 kr. Det svarer således til kun 1.714 kr. pr. person.


Hotel i Abu Dhabi
Fra Maldiverne flyver du naturligvis retur til Abu Dhabi. For at du ikke skal gå glip af et lille indblik i, hvad Abu Dhabi har at byde på, har vi valgt en overnatning i byen, så du også har tid til at opleve en tredje destination på din rejse til Dubai og Maldiverne.
Abu Dhabi bugner af fantastisk arkitektur, og byen er i dag en supermoderne verdensmetropol. Her vil du blive mødt af den samme luksus og mindst lige så stor solsikkerhed som i Dubai – og derfor mener vi også, Abu Dhabi er et besøg værd på din rundrejse.
Til din ene overnatning i Abu Dhabi har vi valgt at kigge efter lidt lækre og luksuriøse rammer. Vi har fundet det firstjernede Holiday Inn Abu Dhabi, an IHG hotel (4,5 ud af 5 og på Tripadvisor).
Prisen for et topersoners ophold fra tirsdag den 4. marts til onsdag den 5. marts er i alt 527 kr. Dvs. kun 264 kr. pr. person.


Tilbage til Dubai
Din rejse til Dubai og Maldiverne fører dig endnu engang tilbage til Dubai. Du ankommer her den 5. marts (efter lidt sightseeing i Abu Dhabi).
Turen fra Abu Dhabi til Dubai kan du igen klare med en enkelt busbillet (buslinje E101) eller taxi.
Til din sidste overnatning i Dubai fra den 5. marts til den 6. marts har vi fundet det trestjernede Premier Inn Dubai Ibn Battuta Mall Al Khoory Atrium (4,5 ud af 5 på Tripadvisor og Travellers’ Choice 2024).
Som de fleste hoteller man finder i Dubai, er standarden på dette hotel absolut ikke noget at kimse ad, der er oveni købet en lille pool, til når du skal køle lidt af under den varme ørkensol 🥵
Det, der virkeligt skiller sig ud ved dette hotel, er dog lokationen.
Selvom hotellet ligger et lille stykke udenfor centrum, kunne det næsten ikke være mere belejligt placeret. Ikke langt fra lidt havudsigt midt imellem de to “palmer” 😎
Og for det ikke skal være løgn ligger hotellet faktisk mere eller mindre OVENPÅ storcenteret Ibn Battuta Mall, så helt optimalt, hvis du skal have shoppet det sidste 💸
Samtidig ligger Ibn Battuta SRTA Bus Station tæt ved hotellet, og det er her, du ankommer med bus E101 fra Abu Dhabi, så man kunne faktisk næsten ikke ønske sig en bedre beliggenhed!
Overnatningen koster her 368 kr. – det vil sige kun 184 kr. per person
Din rejse til Dubai og Maldiverne er ved at nå sin ende, og fra Dubai flyver du så hjem til Danmark.
Rejse til Dubai og Maldiverne – prisudregning
- Fly tur/retur til Dubai: 1.579 kr.
- Hotel i Dubai: 285 kr.
- Fly til Maldiverne: 1.729 kr.
- Hotel i Maldiverne: 1.714 kr.
- Hotel i Abu Dhabi: 264 kr.
- Hotel i Dubai: 184
- I alt: kr. 5.755 kr.
Rejse til Dubai og Maldiverne
Dubai
Ophold i Dubai er visumfrit i op til 90 dage, dit pas skal være gyldigt 6 måneder fra indrejsedatoen.
Maldiverne
Maldiverne er visumfri i op til 30 dage, og dit pas skal være gyldigt i minimum 1 måned ved indrejsen. Du kan læse mere om pas og visum på Udenrigsministeriets hjemmeside.
Kommentarer (2)
Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar
Per Rasmussen
Hej.
Jeg synes at jeg så rejser til Maldiverne/Maafushi i juni og juli måned her den anden dag…….. kan det ikke passe??
MVH Per
Søren fra Rejsespejder
Hej Per 🙂
Tak for din kommentar.
Ser man bort fra denne artikel, skrev vi senest om Maldiverne den 18. september. Så det var nok ikke her, du så det.
Men vi holder altid et vågent øje med rejser til Maldiverne. Og hvis vi finder noget godt næste sommer, kan du være sikker på, at vi skriver om det på bloggen 😉