Rejsespejder er en kommerciel side. Vi finder på daglig basis virkeligt gode rejsetilbud, og vi tjener penge på, at du i sidste ende booker tilbuddene m.fl. Dette har dog ingen indflydelse på priserne eller lignende.

Rejse til aktiv vulkan
7-nætters rejse til Stromboli og Napoli inkl. fly, hoteller, transport og guidet tur til vulkanen
Mangler du et vaskeægte eventyr? Så kunne en rejse til en af Europas mest aktive vulkaner måske være noget? Vulkanens navn er Stromboli. Og det er altså en særdeles aktiv fætter – faktisk slynger Stromboli glødende lava op med bare 10-20 minutters mellemrum! Især når aftenmørket falder på, leverer vulkanen et spektakulært orangerødt ildfyrværkeri! 🔥🌋
Det er da lige til din bucket list, hva’? Stromboli ligger dog på en ø i Det Tyrrhenske Hav. Så før du når ud til vulkanen, skal du altså på en lille rundrejse. Og sådan en rundrejse har vi sammensat i dag. Foruden Stromboli tager rundrejsen dig også en tur forbi den syditalienske storby Napoli. Du får med andre ord en vulkanrejse til en lille middelhavsø krydret med syditaliensk storbyferie. Så kan du også fortælle alle dine venner og familie, at du planlægger at rejse til en aktiv vulkan! 🌋
Rejse til Stromboli
juni – september
fra
4.109 kr.
✈️ Fra Aalborg og København
🌋 Oplev en af Europas mest aktive vulkaner
🏛️ Kombineret med storbyrejse til Napoli
Rejse til aktiv vulkan – fly til Napoli
Stromboli er som sagt en ø i Det Tyrrhenske Hav – øen ligger med andre ord et sted mellem Napoli og Sicilien.
Fra Milazzo på Sicilien kan man faktisk rejse til Stromboli året rundt. Men det nemmeste vil være at flyve til Napoli. Derfra kan man nemlig i sommermånederne tage en færge direkte til Stromboli.
Derfor starter denne rundrejse med flybilletter til Napoli.
Fra Danmark kan du p.t. flyve billigst direkte til Napoli fra “Aalleren” – aka Aalborg.
Det gør du med et spansk lavprisflyselskab ved navn Volotea. De har én ugentlig afgang hver tirsdag fra april til oktober, med undtagelse af juli og august.
I flyboksen ovenfor har vi – blot som et eksempel – linket til flybilletter fra Aalborg fra tirsdag den 3. juni til tirsdag den 10. juni. På disse datoer koster flybilletterne kun 529 kr.
Alternativt kan du flyve direkte fra København med Ryanair, SAS eller Norwegian. Herfra kan du ikke finde helt lige så billige afgange, men der er til gengæld direkte afgange alle ugens dage undtagen tirsdage og torsdage.
Hos Volotea (og stort set alle europæiske lavprisflyselskaber) må du som udgangspunkt gratis medbringe en lille håndbagagetaske, der skal placeres under sæden foran dig. Ekstra bagage skal tilkøbes.
Rejse til aktiv vulkan – eksempler på billige rejsedatoer
Aalborg
- Alle tirsdage i april, maj, juni, september og oktober
København
- Tirsdage, onsdage, torsdage, lørdage og søndage
Rejse til aktiv vulkan – Napoli
Velkommen til Italien. Velkommen til Napoli. Syditaliensk storby med kant og karakter. Pizzamekka. Historierig og naturskøn.
Jo, jo, Napoli er såmænd en fantastisk rejsedestination i sig selv, og hele området er spækket med historiske seværdigheder (bl.a. Pompeji) og skøn natur (bl.a. Amalfikysten).
Faktisk er Napoli også meget kendt for vulkanen Vesuv. Men selvom Vesuv er større end Stromboli, er Stromboli klart den hidsigste og mest aktive af de to vulkaner – og derfor på mange måder en langt federe oplevelse!
Nå, men Napoli skal du selvfølgelig også have tid til at udforske, nu hvor du er her. Og færgerne til Stromboli sejler alligevel kun i weekenderne.
Derfor har vi i dette eksempel fundet et hotelophold i Napoli fra tirsdag den 3. juni til fredag den 6. juni.
Helt konkret har vi fundet det trestjernede B&B Hotel Napoli (4 ud af 5 på Tripadvisor).
Dette anmelderroste, trestjernede hotel ligger ved Piazza Garibaldi i det centrale Napoli. Det betyder, at du er tæt på både Napolis havn og hovedbanegård, så transporten bliver nem.
Herudover har du kun 200 meter til Napolis gamle, historiske bymidte, så hotellets beliggenhed fejler i det hele taget intet.
Et topersoners ophold på tre nætter koster i alt 1.907 kr. – dvs. kun 954 kr. pr. person ved en rejse for to.


Rejse til aktiv vulkan – færge til Stromboli
Fire dage i Napoli er gået, og du er nu klar til nye eventyr. Og det skal du få!
Fra fastlandet sætter du nemlig nu kurs ud mod Det Tyrrhenske Hav og Stromboli. Stromboli er en de såkaldt Eoliske Øer. Vejret skulle efter sigende til tider være lidt blæsende og stormfuldt omkring disse øer. Derfor mente de gamle grækere, at vindguden Aeolis boede på øerne.
Men nok om græske vejrguder. Du vil nok bare vide, hvornår færgerne til Stromboli sejler.
Fra Sicilien (Milazzo) kan man som sagt sejle til Stromboli året rundt. Fra Napoli kan du derimod kun sejle i sommermånederne – fra juni til midten af september. Og som sagt kun i weekenderne.
Du kan booke billetter på Omio.dk
Du kan f.eks. finde færgebilletter fra fredag den 6. juni til søndag den 8. juni. På disse datoer koster returbilletter for én person i alt 1.144 kr.
Med de færgebilletter, vi har fundet, har du én hel dag på Stromboli, men det er også muligt at tage en færge hjem om mandagen, hvis du gerne vil have en ekstra dag.
OBS: Du skal selv indtaste færgeruten på omio.dk – du kan se navnene på de to havne herunder.
Rejse til aktiv vulkan – Stromboli
Fire-fem timers sejlads senere og du kan gå i land på vulkanøen Stromboli. Og her skal du jo finde et hotel.
I den forbindelse skal du være klar over, at øen er opdelt i to områder – og de er altså ikke forbundet med vej. På øens nordøstlige side finder du hovedbyen Stromboli, mens du på den sydvestlige side har byen Ginostra.
Når du ankommer med færgen, går du i land i byen Stromboli – så hvis du vælger et hotel i Ginostra, skal du altså booke endnu en færgebillet. Der er ca. fem daglige færgeafgange mellem Stromboli by og Ginostra. Herudover er der også mulighed for vandtaxa.
Anyways, Stromboli er ikke verdens største ø. Hele øen har kun omkring 500 indbyggere, men der er skam både restauranter, butikker og en håndfuld sorte, vulkanske sandstrande. Så lidt strandferie kan du altså også glæde dig til.
Langt de fleste turister besøger dog Stromboli af primært én grund – vulkanen! Man antager, at vulkanen (mere eller mindre) kontinuerligt har været i udbrud i de sidste 2000 år. Og som vi forklarede i introen, går der typisk kun et sted mellem 10 og 20 minutter mellem hvert udbrud.
Og det er netop disse konstante udbrud, der gør Stromboli så speciel. Som turist kan du nemlig vandre op til toppen af vulkanen og se udbruddene med det blotte øje. Det er i dag lovligt selv at vandre op ad vulkanen til en forhøjning på 290 meter. Vil du højere op og tættere på udbruddet, skal du dog have professionel guide med – mere om det senere 😉
Tilbage til hotellerne. I dette rundrejseeksempel har du to overnatninger på Stromboli – så dit ophold er fra fredag den 6. juni til søndag den 8. juni.
Til disse overnatninger har vi fundet lejlighedshotellet Il Giardino Segreto.
Som du nok kan regne ud, er hoteludvalget på Stromboli temmeligt begrænset. Men et lidt billigt og hyggeligt lejlighedshotel fungerer glimrende til et kort weekendophold som dette (hvor du alligevel tilbringer det meste af tiden udenfor).
Værelserne er meget basic, men de har alle de fornødne faciliteter – senge, aircondition og badeværelse.
Et topersoners ophold på to nætter koster i alt 1.119 kr. – dvs. kun 559 kr. pr. person ved en rejse for to.
Rejse til aktiv vulkan – guidet tur til Stromboli
Skal du helt op og have den bedste udsigt til hidsige Stromboli, skal du som sagt have en guide med. Men det er faktisk superbilligt.
På Getyourguide kan du f.eks. booke en vandretur til Stromboli ved solnedgang fra kun 224 kr.
Her begiver du dig ud på en skøn vandretur langs Sciara del Fuoco, hvor du undervejs kan nyde udsigter over Middelhavet, de smukke landskaber og solnedgangen. Og højdepunktet er naturligvis at se Strombolis spektakulære ild-show af organgeglødende lavablokke!
I øvrigt kan vi fortælle dig, at du ikke bliver den første dansker, der besøger Stromboli. Vores egen H.C. Andersen var et smut forbi vulkanen i midten af 1800-tallet. Og han beskrev vulkanen som en gammel, højtsnorkende, hidsig mand. Det er vel heller ikke helt ved siden af. Udbruddene kan nemlig producerer nogle ordentlige skrald!
Rejse til aktiv vulkan – Napoli
Efter en weekend på Stromboli vender du snuden tilbage mod Napoli. Og her får du på denne rundrejse igen fornøjelsen af B&B Hotel Napoli til turens sidste to nætter.
Et topersoners ophold på to nætter fra den 8. juni til den 10 juni koster i alt 1.271 kr. – dvs. kun 636 kr. pr. person ved en rejse for to.
Hermed er din rejse til Stromboli ved vejs ende. Og forhåbentligt har du fået ferieminder for livet!
Som altid med rundrejser skal du være velkommen til at skræddersy rejsen efter dine egne ønsker.
Prisoversigt (pr. person)
- Fly til Napoli: 529 kr.
- Hotel i Napoli: 954 kr.
- Færge til Stromboli: 1.144 kr.
- Hotel på Stromboli: 559 kr.
- Guidet tur: 224 kr.
- Hotel i Napoli: 636 kr.
- I alt: 4.109 kr.
Tilmeld dig Rejsespejders nyhedsbrev, og gå aldrig glip af et tilbud! ✉️
Rejse til aktiv vulkan – billeder fra Stromboli


