Den ultimative Marokko-rundrejse
1 uge i Tanger, Chefchaouen, Fez, Rabat, Casablanca og Marrakech med alle hoteller og fly
Med en uovertruffen mangfoldighed indbyder Marokko i det nordvestlige Afrika i den grad til en tur rundt i landet! Og i dag har vi sammensat et bud på en forførende Marokko-rundrejse, der bringer dig forbi en række af landets mest fascinerende og spektakulære byer – lige fra storbyen Casablanca og de charmerende blå gader i Chefchaouen til den gamle, traditionsrige by Fez og Marrakechs krydderifyldte og farverige markedspladser!
Marokko har desuden et velfungerende og sikkert offentligt transportsystem, som gør det nemt (og billigt) at komme rundt i det fantastiske land! ☀️
Opdag eventyrlige Marokko
Hele året
3.916 kr.
✈️ Fra København og Aalborg
🗺️ Rejs fra nord mod syd
🏛️ Oplev både det traditionelle og moderne Marokko
Marokko-rundrejse – fly
Før din Marokko-rundrejse kan begynde, skal du først og fremmest have styr på transporten ned til Marokko. Og heldigvis for dig har vi fundet billige fly til og fra Marokko.
I flyboksene ovenfor har vi – blot som et eksempel – taget udgangspunkt i to enkeltbilletter hos Norwegian.
Du starter nemlig med at flyve til Tanger i det nordlige Marokko, mens du en uge senere flyver hjem fra Marrakech, der ligger længere mod syd.
Helt konkret har vi fundet en enkeltbillet fra København til Tanger tirsdag den 1. september og en enkeltbillet fra Marrakech til København tirsdag den 8. september.
Billetterne koster hhv. 930 kr. og 753 kr.
Det er også muligt at flyve både fra Aalborg til Tanger og fra Marrakech til Aalborg, med en enkel mellemlanding i KBH hver vej. Her er priserne dog generelt lidt højere.
Marokko-rundrejse – billige rejsedatoer
Fra København til Tanger
Prisniveau: ca. 900-1.400 kr.
- Juni til oktober: Alle tirsdage
Fra Marrakech til København
Prisniveau: ca. 700 – 1.400 kr.
- Marts – oktober: Alle tirsdage og lørdage
- November – februar: Alle mandage, onsdage og lørdage
Marokko-rundrejse
Herunder får du et bud på, hvordan en Marokko-rundrejse kunne se ud.
Ligesom det er tilfældet med alle vores andre rundrejser, så er dette naturligvis kun et eksempel, som du kan lade dig inspirere af.
Og du skal således være mere end velkommen til at skræddersy rejsen, som du vil ift. rute, hoteller osv.!
Men hvis ellers du er klar, så er det tid til at begynde rundrejsen – here we go! 💥
Tanger
Du lander i Tanger, som derfor også bliver den første destination på din Marokko-rundrejse.
Tanger er en multikulturel by i det nordlige Marokko, som har omkring 1,2 millioner indbyggere. Her kan du både opleve det klassiske Marokko med sin farverige arkitektur, men du kan også stifte bekendtskab med det moderne Marokko i de nyere områder af byen.
Som en ekstra bonus ligger Tanger helt ud til kysten ved Gibraltarstrædet, hvilket betyder, at du også får mulighed for at nyde smukke strande 🏖️
Hvis du er til historie, så ligger Herkules Grotte kun nogle få kilometer uden for byen. Her siges det, at Herkules skulle have overnattet inden sine prøvelser.

På denne rundrejse får du én nat i Tanger.
Og hvorfor ikke starte rejsen ud på bedste vis?
Derfor har vi her fundet det lækre og anmelderroste femstjernede Grand Hotel Villa de France.
Her får du helt klart et af byens bedste hoteller med udendørs swimmingpool og en suveræn beliggenhed ikke langt fra byens havnefront og strand! Hotellet har samtidig også en spaafdeling. Hvad mere kan man bede om?
Og som noget ekstra er morgenmad også inkluderet i dit ophold på Grand Hotel Villa de France, så du er klar til at kaste dig ud i de mange oplevelser med fuld energi 😉
Prisen for et topersoners ophold fra tirsdag den 1. september til onsdag den 2. september er i alt 923 kr. – hvilket svarer til kun 462 kr. pr. person.
Chefchaouen
Efter en nat i Tanger sætter du kursen sydpå mod den blå by – Chefchaouen!
Én af Marokkos mest charmerende rejseperler!
Der er ingen tog på denne strækning – til gengæld er der fem daglige busafgange. Turen tager ca. 2 timer og 30 minutter og koster mellem ca. 30 og 50 kr.
Chefchaouen er uden tvivl blandt Marokkos flotteste byer med sine karakteristiske blåmalede huse.
Det er ikke nogen stor by, men byens specielle stemning og maleriske udseende gør den til et spændende stop på rundrejsen – især hvis du har en fotografisk interesse! 📸

I Chefchaouen har vi fundet det smukke Riad La Santa.
Mens Tanger bød på et supermoderne hotel, som vi kender det i vesten, så får du i Chefchaouen mulighed for at bo på ægte marokkansk vis – i et riad.
Et riad er et traditionelt byhus med en lille indvendig gårdhave, og disse marokkanske gæstehuse er der rigtig mange af i Marokko.
Riad La Santa er et rigtig godt eksempel på sådan et, og her vil du helt sikkert blive forkælet med gæstfrihed til op over begge ører.
Et topersoners ophold fra onsdag den 2. september til torsdag den 3. september koster i alt 628 kr. – hvilket svarer til kun 314 kr. pr. person.
Fez
Næste stop på din Marokko-rundrejse er den traditionsrige og meget gamle by Fez.
Faktisk er Fez en af Marokkos ældste byer, og her kan du virkelig gå på opdagelse i den autentiske del af Marokko.
Byen ligger ca. 200 km syd for Chefchaouen, og der er daglige busafgange.

I Fez har vi også fundet et flot hotel lige i hjertet af centrum.
Her har vi fundet det lækre firstjernede Barcelo Fes Medina med enkle og komfortable værelser. Som prikken over i’et har dette hotel også en udendørs swimmingpool og fitness faciliteter.
Prisen for et topersoners ophold på Barcelo Fes Medina fra torsdag den 3. september til fredag den 4. september er i alt 626 kr.
Lige nu tilføjes rabatkoden 10HAPPY26 endda automatisk, så opholdet kun koster 592 kr. – dvs. 296 kr. pr. person 🔥
Rabat
Efter en nat i Fez tager du toget vestpå mod næste stop på din Marokko-rundrejse: hovedstaden Rabat ved Atlanterhavskysten.
Der er flere togafgange dagligt, og togturen tager ca. 3 timer. Vi vil anbefale dig at købe en vinduesplads, da det er en fantastisk måde at opleve Marokkos utroligt flotte natur på.
Rabat er en storby, men byder også på en lækker strand og en charmerende medina omkranset af gamle mure.

I Rabat har vi fundet det centrale ONOMO Hotel Rabat Terminus.
Hotellet har et fitnesscenter, og hvis du trænger til lidt selvforkælelse, kan du tilkøbe spa‑behandlinger og massage. Og hvis håret eller neglene trænger til en opfriskning, kan du få klippet, farvet eller lavet manicure – så du er fuldstændig klar til alt, hvad næste destination byder på 💅
Et topersoners ophold fra fredag den 4. september til lørdag den 5. september koster i alt 761 kr. – hvilket svarer til kun 381 kr. pr. person.
Casablanca
Efter en nat i hovedstaden kommer du på din Marokko-rundrejse forbi endnu en storby: Casablanca.
Med sine mere end fire millioner indbyggere er Casablanca Marokkos største by, og byen er det tætteste, du kommer en moderne/vestlig storby.
Casablanca er præget af moderne skyskrabere og en gammel bydel ved kysten.
Byens største vartegn – Hassan II-moskéen (som er verdens femtestørste moské med plads til 25.000 mennesker) – er helt klart et besøg værd!

På denne Marokko-rundrejse får du én nat i Casablanca.
Her har vi fundet et lækkert hotel i form af det firstjernede AS PREMIUM BY SOHO HOTELS.
Dette stilfulde hotel ligger i en af byens mest centrale og livlige områder, nemlig Maarif‑kvarteret. Beliggenheden gør det nemt at udforske Casablanca til fods. Her er du tæt på restauranter, caféer og butikker, og du er kun få minutters gang fra moskéer og lokale markeder.
Prisen for en enkelt nat på et topersoners værelse fra lørdag den 5. september til søndag den 6. september er i alt 439 kr. – så kun 220 kr. pr. person.
Marrakech
Med et par dage tilbage af din Marokko-rundrejse er det blevet tid til magiske Marrakech – endnu en af Marokkos fortryllende storbyer!
Her kan du igen tage toget ganske billigt – turen tager ca. 2,5 timer.
Marrakech er på én og samme tid et både hektisk og vidunderligt inspirerende sammensurium af brændte farver, eksotiske krydderier, befolkede basarer og snoede gader og stræder.

I Marrakech har vi fundet det autentiske og anmelderroste Riad Azenzer.
Denne lille, eventyrlige oase ligger midt i byen – ca. et kvarters gang fra Jemaa el-Fnaa (hovedtorvet i Marrakech) og 1,5 kilometer fra Bahia-paladset
Et topersoners ophold fra søndag den 6. september til tirsdag den 8. september koster i alt 1.121 kr. – dvs. kun 560 kr. pr. person.
Hermed er din Marokko-rundrejse slut!
Som vi skrev tidligere, er dette blot et eksempel, der først og fremmest skal inspirere.
Én ting er dog sikkert: Marokko rummer ufatteligt mange spændende muligheder til en rundrejse – så det er bare om at pakke rygsækken og komme afsted!
Marokko-rundrejse – prisoversigt (pr. person)
- Fly til Tanger: 930 kr.
- Hotel i Tanger: 462 kr.
- Hotel i Chefchaouen: 314 kr.
- Hotel i Fez: 296 kr.
- Hotel i Rabat: 381 kr.
- Hotel i Casablanca: 220 kr.
- Hotel i Marrakech: 560 kr.
- Fly til København: 753 kr.
- I alt: 3.916 kr.
Hvis du leder efter mere inspiration til en rejse til det farverige land, så kan du med fordel besøge vores side med billige rejser til Marokko.
