Rejsespejder er en kommerciel side. Vi finder på daglig basis virkeligt gode rejsetilbud, og vi tjener penge på, at du i sidste ende booker tilbuddene m.fl. Dette har dog ingen indflydelse på priserne eller lignende.
Glashuse midt i vildmarken: Den ultimative afstresningsferie midt i svensk naturparadis
Coronavirussen har fået flere folks stress-alarmer til at ringe. Det er der ikke noget at sige til midt i en global pandemi, der tvinger stater og regeringer over hele verden til at indføre drastiske hastelove, der lukker butikker, virksomheder og restauranter. Men før hele COVID-19-situationen stresser dig helt ud, kan det være meget sundt at huske på, at der trods alt findes effektive metoder til at stresse af. Der er f.eks. inspiration at hente fra et spændende svensk forskningsprojekt om stress. Så her får du historien om det svenske stressprojekt, der efterfølgende gjorde sit indtog i rejseverdenen!
The 72 Hour Cabin Project – Kan natur mindske stress?
Sverige rangerer år efter år højt på diverse lister over lande med størst livsglæde og livskvalitet. Det er der uden tvivl flere grunde til. En af grundene, der ofte bliver nævnt som en del af forklaringen, er den smukke, svenske natur. Og netop naturens indvirkning på stress var omdrejningspunktet for en case study ved navn “The 72 Hour Cabin Project”. I korte træk ønskede man at undersøge, om 72 timer i rendyrket svensk naturidyl kunne reducere stress.
Derfor blev stressede forsøgspersoner fra hele verden inviteret til dette projekt – bl.a. en taxachauffør fra Paris og en eventkoordinator fra New York. Deltagerne blev ført ud til en lille øde ø i søen Ånimmen – ca. to timers kørsel fra Göteborg. Her blev de hver især indlogeret i glashuse, der var designet til at bringe deltagerne så tæt på naturen som overhovedet muligt. Midt i den svenske naturidyl, med den fornemste udsigt over søen, himlen og det omkringliggende skovlandskab, tilbragte de fem deltagere så de næste 72 timer på øen. Og det havde de godt af, viste det sig.
Undervejs målte man nemlig deltagernes humør, stressniveau, blodtryk osv. Og da forsøget var overstået, kunne man konstatere, at det 72-timer lange ophold i den svenske natur havde haft en positiv effekt. Deltagernes humør var generelt blevet bedre, de gav udtryk for færre bekymringer, og deres stressniveau var sænket. Det lavere stressniveau afspejlede sig bl.a. også i et lavere blodtryk. En af deltagerne berettede desuden, at det tre nætter lange ophold føltes “som at trykke på pauseknappen“. Noget tyder altså på, at tre nætters ferie med fuld ro og afslapning sagtens kan være en god idé, hvis du har en stresset hverdag.
Fra forskningsprojekt til rejsekoncept
The 72 Hour Cabin Project var så stor en succes, at projektet nu drives videre – blot som et rejsekoncept! Så du kan faktisk booke et 3-nætters ophold i en af glaskabinerne, hvis du gerne vil på den ultimative afstresningsferie på en øde svensk ø.
Ved ankomst vil øens ejer fragte dig ud på øen via motorbåd, hvor du vil modtage forfriskninger og lidt info om opholdet. Selve glaskabinerne indeholder ikke meget mere end en seng, men de bliver serviceret af et fuldt udstyret hus (“Pavillonen”), hvor der både er køkken, ildsted, badeværelse, toilet m.m. Under opholdet vil du også have adgang til bl.a. en robåd, fiskestang og sauna. Og eftersom du er på en øde ø, er mad og drikke heldigvis også inkluderet.
Prisen for et 3-nætters ophold for to personer er 4.995 kr. pr. person (9.990 kr. i alt). Det er muligt at ankomme på mandage og torsdage, og opholdet kan kun bookes i tre nætter (72 timer).
Synes du, at det lyder som din næste ferie, kan du tjekke rejsen ud herunder.