Venedig, en af Europas smukkeste byer, er lige så fortryllende, som du helt sikkert forestiller dig. Her finder du norditaliensk charme og adriaterhavsstemning, så langt øjet rækker! Venedigs smukke gondoler, solglitrende kanaler og broer skaber en helt unik stemning, som du bare ikke oplever særlig mange steder. Den bilfrie by gør det endda muligt at opleve alt fra vandet med fredfyldte gondolture eller i vandbusser. Hvor charmerende lyder det ikke lige? På fast grund kan du bruge flere timer på at udforske storslåede torve, hyggelige restauranter og arkitektoniske seværdigheder som Sukkenes Bro og Markuspladsen. Er du mere til sand under fødderne, så disker Venedig også op med strande ved Lido di Venezia.
Markuspladsen: Venedigs hjerte, Markuspladsen, må du endelig ikke glemme på din tur til Venedig! Det er en af verdens mest berømte pladser og er et samlingssted for både lokale, turister og ikke mindst duerne (har du fuglefobi, bør du nok holde dig lidt på afstand 😉). Måske kan du genkende pladsen fra film eller billeder, som du har set? Derudover finder du på pladsen også Markuskirken, som er en af Venedigs allerstørste attraktioner.
Du bør være opmærksom på, at der rigtig ofte vil være mange mennesker på pladsen – og synes du, det bliver for meget, kan jeg anbefale at gå en smule væk fra pladsen og ud til nogle af de små hyggelige gader. Her kan du finde torve med cafeer og lækre vinbarer. Du kan sidde i ro og mag, mens du kan kigge på folkelivet og gondolerne i kanalerne. Jeg får helt lyst til at komme afsted igen!

Oplev Venedig i en gondol: Det er næsten selvskrevet, at du skal på tur i en gondol på Canal Grande, når du er i Venedig. Kanalen er 4 km lang og er den største vandvej i Venedig. Canal Grande snor sig rundt igennem hele byen, og du kan opleve paladser, smukke huse og meget mere ved at tage sådan en tur. Det er en helt igennem fantastisk, charmerende og ikke mindst romantisk måde at se byen på.
Du kan også vælge at hoppe på en vandbus (vaporetto) og opleve byen fra vandet. Om du vælger en vandbus eller en gondol, så bliver det uden tvivl et minde for livet.

Peggy Guggenheim: Er du kunstinteresseret, er det et must at tage hen til museet, Peggy Guggenheim. Du finder museet ved Canal Grande, som er byens hovedtrafikåre. Museet indeholder primært 1900-tals kunst af bl.a. Giacornetti, Dalí, Picasso og Miró.
Gå på opdagelse i de hyggelige gader
Sidst jeg var i Venedig, havde jeg en dag, hvor jeg besluttede mig for, at jeg bare ville gå rundt og ikke lede efter noget bestemt. Det viste sig, at jeg kom om ved nogle af de hyggeligste cafeer og butikker. At sidde i en sidegade, hvor alt emmer af Italien, det kan noget helt særligt. Det er som om, at kaffen bare smager bedre der. Og det er heller ikke nær så turistet, som det kan være andre steder.
Slip endelig kontrollen for en stund og lad dig forføre af det, du nu engang ser. Det er altså på den måde, at nogle af de helt magiske oplevelser opstår.
Karneval
Venedig er meget mere end blot charmerende og romantisk. Byen kan også være festlig – og venetianerne ved i den grad, hvordan man også får stablet en god fest på benene. Det afspejler sig i det årlige verdensberømte Carnevale di Venezia, som trækker turister til fra hele verden. Karnevallet har en rig historie bag sig (med rødder helt tilbage til 1100-tallet!) og er især kendt for sine meget smukke og overdådige masker. Venedig er selvfølgelig et fantastisk rejsemål året rundt – men byen er næsten et must at besøge under karnevallet!

Lido Di Venezia
Ved Venedig kan du også finde nogle lækre sandstrande ved den 11 km lange barriereø, Lido. Den ligger blot 10 minutters sejlads fra Markuspladsen, så det er både nemt og overskueligt at tage en tur til stranden. Ved stranden kan du folde håndklædet ud, finde den gode bog frem og blot nyde ferien under solens stråler.
