Italiens næststørste by er Milano – og netop Milano er alletiders destination til en europæisk storbyferie! Byens imponerende, gotiske domkirke er ikke bare en af landets – men Europas – største attraktioner. Samtidig er den norditalienske storby et ægte mekka for både shoppere, fashionistaer, historie-/kunstinteresserede og madnørder. Ja, Milano er ikke til at komme uden om, hvis du elsker storbyferier!
Domkirken
Ingen rejse til Milano uden en tur forbi domkirken! Il Duomo, som kirken kaldes, er uden tvivl byens største vartegn og et stykke imponerende arkitektur.

Galleria Vittorio Emanuele II
Superflot bygning, hvor du kan besøge nogle af de mest eksklusive butikker i hele byen. Vil du gerne shoppe, skal du have den helt store tegnebog frem her. Heldigvis kommer jeg lidt længere nede også med nogle tip til andre shoppesteder 😉

Bosco Verticale (Vertical Forest)
Er det en skov? Er det en bygning? Eller er det i virkeligheden en kreativ sammenblanding? Bosco Verticale er et nybyggeri i det nordlige Milano, hvor arkitekterne har ladet kreativiteten få frit løb. Det har så resulteret i disse fantastiske, høje bygninger, der i den grad skiller sig ud i bybilledet.

Navigli
Endnu et must-see i Milano. Navigli-området er især kendt for sine to kanaler og brostensbelagte gader, der bugner med moderne kunstgallerier og vintagebutikker. Vil du gerne opleve det milanesiske natteliv, eller leder du efter spisesteder, er dette kvarter et oplagt bud. Her finder du nemlig alt lige fra pizzeriaer og trattoriaer ved vandet til natklubber på pramme.

Quadrilatero d’Oro betyder “Det Gyldne Kvadrat” og anses for at være verdens mest kendte shoppingdistrikt. Her finder du high-end luksus- og designervarer, hvor du med stor sandsynlighed må slagte den helt store sparegris, hvis du vil købe noget! Men tag derhen under alle omstændigheder og lad drømmene få frit løb. Desuden er Quadrilatero d’Oro et godt sted til people-watching.
Corso Vittorio Emanuele, Via Dante og Via Torino er tre af byens større shoppinggader og tilbyder suveræne shoppingmuligheder for “almindelige” mennesker. Her behøver du altså ikke være millionær for at være med, og det er nok også her, du foretager det meste af din shopping.
Eataly Milano Smeraldo er et must, hvis du er madinteresseret og elsker italienske delikatesser. Her finder du alt fra køkkengrej og kogebøger til pesto og parmaskinke!
Kasper
En sjov og anderledes oplevelse at besøge Leonardo da Vinci’s Vineyard. Det er en gammel vingård, der engang tilhørte Leonardo Da Vinci. Man kan både opleve gården og smage nogle af de gamle vine🍷
Sofie
Navigli-kanalerne er så hyggelige! Det er et område, som er kendt for sine kanaler og maleriske broer. Jeg kan anbefale at gå en tur og udforske caféerne, gallerierne og butikkerne, som alle ligger langs vandet.