Syd for Sicilien finder du den lille østat Malta. Denne lille øgruppe midt i Middelhavet består af hovedøen Malta og dens to mindre søsterøer, Gozo og Comino, som sammen danner landet Malta – EUs mindste land (på størrelse med Als 😉). Men lad ikke størrelsen narre dig! For Malta byder på utrolig meget. Her finder du både strande, masser af historie og kultur og så er Malta også det land har flest solskinstimer om året. Så det er med god grund, at Malta er den perfekte feriedestination! Derudover har Malta en forholdsvis god infrastruktur, og så er engelsk et af de to officielle sprog (udover maltesisk) på øen, som gør det meget nemt at kommunikere med lokalbefolkningen.
Strandene: Trods Maltas størrelse er øen rig på strande – faktisk nogle af de bedste i Middelhavet med det reneste vand. Hvis du er til snorkling, skal du helt sikkert besøge både Paradise Bay og The Blue Lagoon. The Blue Lagoon ligger på øen Comino og er så smuk. Det betyder også, at stranden er populær og derfor også til tider noget turistet.
Paradise Bay

The Blue Lagoon

Popeye Village: Denne by er bygget op og brugt som filmkulisse til en Skipperskræk musical fra 80’erne. Selvom filmen ikke blev det helt store hit, så er byen stadig et besøg værd. Nu bliver filmsettet drevet som en lille ”forlystelsespark” med forskellige boder, shows, en gratis bådtur så du kan se byen fra vandet af og samtidig møde Skipperskræk og Olivia.

Dwejra Bay, Gozo: Jeg kan også anbefale et stop ved Dwejra Bay på Gozo. Et af stedets vartegn var Azure Window, der desværre gik tabt i 2017 – men området er stadig værd at besøge. Smukt hav, flotte klippeformationer og grotter er, hvad der venter dig og området er også ideelt til en vandretur.

Marsaxlokk
En by du kan tage til er Marsaxlokk. Hvis du er til friskfanget fisk, så er du kommet til det helt rigtige sted. Marsaxlokk er kendt som Maltas fiskerby, og det er her, du får det bedste fisk. Et af kendetegnene for byen er også de smukke farverige både, der ligger i vandet side om side. Hvis du kan planlægge dit besøg på en søndag, så må du endelig ikke gå glip af det lokale fiskemarked! Når du er i byen, må du heller ikke snyde dig selv for et besøg ved St. Peter’s Pool – en naturskabt ”pool” med krystalklart vand og super muligheder for snorkling.

Familievenlige strande
Hvis du er til familievenlige strande, så skal du helt sikkert lægge vejen forbi Mellieha Bay og Golden Bay – begge er sandstrande, hvor det også er muligt at dyrke diverse vandsport. På Mellieha Bay er der lavvande, hvilket gør den ideel til børn. En anden strand du kan besøge er Ghajn Tuffieha – her får du et strandbesøg i de smukkeste omgivelser – et godt miks mellem brugervenlig strand og rå natur.
Maltas hovedstad Valletta
Der er masser af ting, du kan tage dig til, hvis du trænger til en pause fra solbadningen. Maltas hovedstad er skøn at opleve til fods. Byens gader er på UNESCOs verdensarvsliste, og disse gader og selve byen emmer af mange, mange års historie. Hvis du tager til Upper Barrakka Gardens, får du en panoramaudsigt over ”Grand Harbour”, som du sjældent vil glemme. Området kan til tider være ret turistet, så hvis du helst vil undgå dette, kan du også tage til Lower Barrakka Gardens, der tilbyder samme udsigt med knap så mange turister. Om du er vild med kirker eller ej, så skal du næsten besøge St. John’s Co-Cathedral – du kan ikke undgå at blive betaget af dette syn – en overdådig katolsk kirke, der er åbent for alle.