Grønland er et sandt mekka for (sneglade) naturelskere! Her kan du rejse med hundeslæde over vinterlandskabet, spejde efter nordlys i de mørke måneder, betragte mastodontiske isbjerge, opleve et vildt og særegen dyreliv og nyde midnatssolen i sommermånederne. For mange er Grønland det ultimative eventyr, og det enorme land ligger da også op til action og adventure i verdensklasse! Så lad dig inspirere her på siden og hør, hvad din rejse til Grønland skal/kan indeholde.
Det må du ikke gå glip af
Illulissat Isfjord
Ilulissat Isfjord betyder ‘byen ved isfjeldene’. Isfjelde er en af de helt store arktiske seværdigheder, og du kan se flere tusinde af dem enten fra luften, på vandet eller fra land ved Ilulissat Isfjord. Tag på dit livs vandretur hen over de smukke isbjerge og kom helt tæt på de frosne, tonstunge giganter, der flyder let og elegant forbi. Du vil med stor sandsynlighed blive efterladt målløs over synet!

Oplev Nordlyset
Nordlys er et af naturens mest fortryllende og kæbetabende fænomener – og Grønland er et af de bedste steder i verden til at opleve det. Landets nordlige beliggenhed, det lille vindue af dagslys i vinterhalvåret og den meget lave luftforurening gør det nemlig helt ideelt at spotte de farverige himmelstriber lige netop her. Du kan vælge selv at tage ud og lede efter nordlys, men du kan også tage med på en arrangeret udflugt.

Gå på Arctic Circle Trail
Den populære vandrerute Arctic Circle Trail er ca. 165 km lang og går gennem kuperet og varieret terræn. Og landskabet er lige til at tabe kæben over! Her finder du nemlig øde issletter, golde stenlandskaber og et fantastisk dyreliv. Undervejs kan du overnatte i små (og gratis) turisthytter eller selv medbringe telt. Men vær opmærksom på, at turen ikke er for sarte sjæle. Der er ingen mobildækning undervejs, der kan blive ned til 40 frostgrader om vinteren, og du skal huske at medbringe din egen mad. Du kan læse mere om vandreruten på arcticcircletrail.dk.

Udforsk Tasiilaq
Tasiilaq er kendt som Grønlands smukkeste by. Egentlig betyder navnet ‘den indsølignende bugt’ og henviser til byens fantastiske beliggenhed for enden af bugten af samme navn. Tasiilaq er på mange måder skabt til eventyr, og her kan du beundre omgivelser pyntet med bløde dale, dramatiske isbjerge, sylespidse klipper og et vildt dyreliv. I Tasiilaq er det nemlig naturen, der dominerer.

Brug tid i Nuuk
Den grønlandske hovedstad Nuuk emmer af kultur, historie og skøn natur. Her finder du de smukkeste landskaber med flotte fjorde lige i baghaven af byen. Det er også i Nuuk du får en forståelse for Grønlands lange og noget turbulente historie. Her hjælper især byens museer med at forstå den grønlandske kulturarv og historie. I den arktiske “metropol” kan du opleve traditionel grønlandsk arkitektur, kultur, vandreture, fisketure og det lokale, grønlandske køkken.

Tag på hvalsafari
Det grønlandske dyreliv er noget helt for sig. Især hvaler er nogle af de dyr, som mange gerne vil opleve, mens de besøger Grønland. De majestætiske kæmper kan spottes på en hvalsafari, hvor du sejler ud med en lokal skipper. Her har du mulighed for at spotte op til 15 forskellige hvalarter. Her lever blandt andre narhvaler, hvidhvaler, pukkelhvaler, vågehvaler og grønlandshvaler – og er du rigtig heldig, kan du endda se verdens største pattedyr, blåhvalen.

Gletsjere
De grønlandske gletsjere er en oplevelse, du ikke må snyde dig selv for! En gletsjer er en langsomt flydende strøm af is, der udløber fra indlandsisen. Når isen er i bevægelse, taler man om gletsjere, og når den løsriver sig, bliver det til et isbjerg. Flere steder i udkanten af byerne kan du få lov at komme helt tæt på iskæmperne. Udflugterne arrangeres enten som vandretur, helikoptertur eller sejltur. Du kan komme helt tæt på gletsjerne ved Nuuk, Narsarsuaq, Kangerlussuaq og Ilulissat. Sejler du til gletsjerne, kan det lade sig gøre fra de fleste byer.

Rejs med hundeslæde
At rejse med hundeslæde er på manges såkaldte bucket-liste over ting, de bare må opleve én gang i livet. Og Grønland er nok det bedste sted til den aktivitet. Her får du nemlig en autentisk oplevelse, når du bliver trukket afsted af ivrige og stærke slædehunde hen over de hvide snesletter. Og du får snust til fornemmelsen for at være på traditionel, grønlandsk jagt midt i naturen. Du kan både prøve en kort 1-times tur eller tage på en flere dage lang ekspedition.

Medbring det varme tøj – og solbriller: Når du skal på en rejse til Grønland, er påklædningen alfa og omega for en vellykket tur! Vejret på Grønland er nemlig barsk, og det kræver tøj af god kvalitet. Rejser du henover vintermånederne, skal du forvente konstant frostvejr, der kan nå helt ned i omegnen af -40 grader. Så sørg nu for at få investeret i godt inder- og overtøj, der kan holde dig varm. Nå ja, og husk også solbriller og solcreme, hvis du rejser uden for de helt mørke vintermåneder! Solen er nemlig skarp, og genskinnet fra den hvide sne gør UV-strålingen endnu højere.

Besøg et museum: I Nuuk findes der et par museer, der helt klart er værd at ligge vejen forbi! Et af dem er Grønlands Nationalmuseum, som giver et indblik i den grønlandske kultur og historie. Det andet er Nuuk Kunstmuseum, der også er et besøg værd. Nuuk har også sit eget lille bymuseum, som er hyggeligt at kigge forbi.

Smag den lokale mad: Den grønlandske mad består generelt af tørret og syltede råvarer, og kødet består som regel af enten fisk, rensdyr-, hval- eller sælkød. Maden indeholder generelt meget fedt, og det smager altså meget anderledes end den mad, de fleste danskere er vant til! Derfor er det også en sjov oplevelse at kaste sig ud i. Men det er ikke for kræsne typer 😉

Mød de lokale: Lokalbefolkningen på Grønland holder fast i gamle traditioner og endemiske kulturer. Du vil hurtigt blive opslugt af fortællinger om det traditionelle liv på den store ø, og det er fascinerende at høre om livet på et af jordens mest ubarmhjertige og ugæstfrie steder. Så sørg nu for at få mødt og snakket med nogle af de lokale. Det er en oplevelse, du aldrig glemmer – og så koster det kun et venligt smil.
