Hvis du drømmer om sol, strand og ‘posh’ storbyferie – så er Dubai et match made in heaven! Dubai er på mange måder jetsetternes legeplads, og den ekstravagante ørkenby ved Den Persiske Golf er smækfuld med imponerende bygninger, gyldne strande, en bagende sol, gigantiske shoppingcentre og et væld af andre oplevelser.

Burj Khalifa
Verdens højeste bygning finder du i Dubai, og den hedder Burj Khalifa. Burj Khalifa er i allerbogstaveligste fortsand en “unmissable” seværdighed – du kan ikke undgå at se den tårnhøje bygning, der strækker sig 828 meter op i luften.

Burj al-Arab
Et sandt ikon i Dubai. Burj al-Arab er et af verdens mest berømte luksushoteller og har adresse på en kunstigt anlagt ø tæt ved Jumeirah Beach. Bygningen er designet til at ligne sejler på et skib, og hvis du tager til Dubai, er du næsten nødt til at lægge vejen forbi Burj al-Arab.

Dubai Mall
Over 500.000 kvadratmeter med alverdens butikker. Jo, jo, Dubai har skam også store shoppingcentre. Kan du godt lide en omgang shopping, så sæt retning mod Dubai Mall. Du vil ikke blive skuffet.

La Mer Beach
Sand, palmer, sol. Det er det mindste, man kan forvente af en god strand. La Mer Beach byder herudover også ind med et væld af restauranter, caféer, butikker, badeland, farverige badehuse og et diverse vandaktiviteter som wake- og flyboarding.

Abu Dhabi
Abu Dhabi ligger tæt ved Dubai, så benyt dig endelig af chancen for at besøge dette emirat. I Abu Dhabi kan du bl.a. opleve én af verdens største moskeer, Sheikh Zayed Grand Mosque, bygget i hvid marmor (og indrettet med nogle af verdens største lysekroner med en diameter på 10 meter).

Heritage Village er et andet must-see i Abu Dhabi. Her får du et fascinerende indblik i det traditionelle ørkenliv. Heritage Village ligger lige ud til den menneskeskabte strand, hvor du samtidig kan nyde synet af den store kontrast fra land til by. Et syn, du ikke må gå glip af.
ATV
Er du til adventure-oplevelser, så skal du helt klart prøve at køre på ATV i ørkenen. Det er fuldstændig lige så sjovt, som det ser ud til.

Medinat Jumeirah
Tæt ved Burj al-Arab finder du også Medinat Jumeirah, som du også bør se. Medinat Jumeirah er en ægte lille arabisk landsby, hvor bygningerne er bygget som arabiske paladser tæt på markedet, Medinat Souk.
Miracle Garden
Selvom du praktisk talt befinder dig i en ørken, kan du stadig besøge en frodig, farverig park. Miracle Garden er en stor blomsterpark midt ude i ørkenen, hvor blomster pludselig bliver til fly, svaner, bjørne og en lille landsby. Elsker du at tage rejsebilleder til Instagram, skal du helt klart en tur forbi Miracle Garden!

Aquaventure Waterpark
Ude på spidsen af Palm Jumeirah (den store kunstigt anlagte palmeø) ligger Atlantis The Palm – og her finder du også et af verdens allerfedeste vandland. Det hedder Aquaventure Waterpark og er enhver vandhunds vildeste drømmeland!
Ski Dubai
Det lyder som en røverhistorie, men selvfølgelig har du i Dubai også mulighed for at stå på ski. Det foregår naturligvis indenfor i en kæmpestor hal.
Prisniveau
Priserne for f.eks. hoteller og taxier er ganske billige sammenlignet med så mange andre steder. Hvis du går på klassiske fast food-steder, vil priserne derimod i høj grad ligne noget herhjemmefra.