Cypern er en af Middelhavets mest solsikre øer med ca. 340 solskinsdage om året, og allerede der sælger øen jo næsten sig selv. Jeg går ikke helt galt i byen, når jeg kalder Cypern for et af Europas allerbedste rejsemål. Dette grundet alle de muligheder, du har på øen. Du finder lækre madoplevelser, vanvittig smuk natur, vilde strande og masser af historie. Du har de bedste rammer for både vandre-, bade- og mountainbiketure (eller en tur på ski i Troodos bjergene). For lige at vende tilbage til det med strande – så topper Cypern faktisk listen over landet med noget af de reneste badevand i Europa. Det siger derfor næsten sig selv, at du bør pakke dit snorkel- og dykkerudstyr med. Det er altid spændende at gå på opdagelse under havets overflade.
Aiya Napa
Byen i det sydøstlige Cypern er et superpopulært turistmål (nok nærmere det mest populære på øen). Og jeg forstår godt hvorfor, da kun fantasien sætter grænser på denne del af øen. Her kan du nemlig både gå nogle hyggelige aftenture, vandre, cykle eller bade ved nogle af de fineste strande. Jeg kan særligt anbefale at tage en tur forbi “Love Bridge”, som du kan se nedenfor. Det er en rigtig populær bro, og tager du turen derhen om aftenen, kan du fra broen se en af de smukkeste solnedgange. Vær opmærksom på, at der kommer mange turister til, så du har det højst sandsynligt ikke for dig selv.
Derudover er der også et fedt natteliv i Aiya Napa, og byen tiltrækker hvert år mange unge fra hele Europa.
Vis dette opslag på Instagram
Protaras (“Fig Tree Bay”)
I byen Protaras finder du nogle af de fineste sandstrande (også børnevenlige sandstrande). Det er en rolig by, som byder på alt fra lækre restauranter og cafeer til forskellige vandsportsaktiviteter. Der er rig mulighed for at snorkle i det krystalklare vand, hvor du uden tvivl kan se alt omkring dig. Jeg har faktisk skrevet en artikel om “Europas bedste strande 2020”, og i den er Fig Tree Beach bl.a. nævnt. Hvis du er interesseret i at læse den, kan du finde den her.

Kourion-ruinerne
Lige uden for byen Limassol i den sydvestlige del af Cypern, kan du se Kourion-ruinerne. Det er en af de allervigtigste og ikke mindst imponerende arkæologiske steder i Cypern. Gå endelig en tur gennem noget af øens fascinerende historie. Og hey! Prøv lige at se den udsigt, du kan nyde imens. Der er næsten ingen undskyldning for ikke at tage afsted. Her til sidst – husk kameraet!

Troodosbjergene
Hvis du elsker natur, så vil du elske Troodosbjergene. Her finder du nemlig natur, så langt øjet rækker. De høje grønne bjerge gemmer på så mange skjulte skatte, og særligt de mange vandfald skal du glæde dig til. Bjergene er perfekt til en vandretur, da der er nogle rigtig gode stier – du skal derfor ikke bekymre dig om at skulle kravle på alle fire for at komme frem. Men som så mange andre steder, så pak endelig de gode vandresko med – det gør nogle gange det hele lidt nemmere. Og som jeg nævnte i introen, så kan du også stå på ski i bjergene.

Shopping
Vil du gerne opleve andet end de mange lækre strande, kan du bl.a. tage på shoppingtur til Kings Avenue Mall i byen Pafos, som er det største shoppingcenter på Cypern. Her finder du intet mindre end 120 butikker, som rummer alt fra helt eksklusive brands til almindelige mærker, som vi bl.a. kender herhjemme. Udover shopping kan du også hvile benene og stille sulten på en af de mange restauranter eller cafeer. Helt bestemt et besøg værd!
Cape Greko National Park
Her kan du holde pause fra havklipper og strand. I Cape Greko National Park (ca. 10 km fra Aiya Napa) finder du en park, som kan sammenlignes med en botanisk have. Her er spændende naturstier med store fyrretræer, og så er der helt roligt. Du kan sidde på en af de mange bænke, som du kan finde langs stierne – og her kan du så sidde i ro og fred og holde en pause fra den larm, der ofte kan være ved en strand med mange turister.