Solkysterne på Den Iberiske Halvø er noget helt for sig selv. Én af de mest populære solkyster er skønne Costa Blanca. Her finder du nogle af Spaniens fineste badeforhold – solbeskinnede strande, svajende palmer og det azurblå Middelhav! Kort sagt pladen fuldt til en afslappende sol- og strandferie i det spanske. Kyststrækningen er i øvrigt spækket med adskillige naturseværdigheder og charmerende kystbyer, der giver en smag på spansk kultur og gastronomi. Så her får du en lille guide til din Costa Blanca-ferie 😉

Strandene
Lidt af en no-brainer. For selvfølgelig må du ikke gå glip af de mange lækre strande langs kysten. Strandene hænger uløseligt sammen med en strandferie i Costa Blanca. Om du så helst vil slikke sol på en strand ved Benidorm, Altea, Torrevieja eller et helt fjerde sted, er helt op til dig. De er alle lækre! Herunder kan du f.eks. se, hvordan strandforholdene er i Benidorm. Not bad!

Alicante
Hvis du alligevel flyver til/fra Alicante, bør du overveje at afsætte lidt tid til at gå på opdagelse i denne skønne by. Faktisk har jeg også skrevet en guide om Alicante, hvor du kan få overblikket over, hvad du kan se og opleve. Alicante er den største by ved Costa Blanca, så hvis du f.eks. gerne vil krydre din strandferie med lidt shopping eller sightseeing, vil denne by være et godt sted at starte.

Naturparken Penyal d’Ifac
I naturkategorien må du ikke gå glip af Penyal d’Ifac. Denne naturpark er først og fremmest berømt for den kæmpestore kalkstensklippe, der på afstand ser ud til at tordne op af Middelhavet. Og man må sige, at Penyal d’Ifac med en højde på 332 meter i den grad skiller sig ud fra resten af naturen langs kysten. På en klar dag kan du fra toppen faktisk se helt til Ibiza og Balearerne. Naturparken er også hjemsted for en række sjældne plantearter og et rigt fugeliv. I øvrigt er Penyal d’Ifac Spaniens mindste naturpark med et areal på kun 45 hektar.

