Log ind for at gemme hvad der inspirerer dig

Du kan tilføje op til 99 tilbud

2.665 kr.
Bornholm Rundt: 5-nætters rundrejse på Solskinsøen fra kun 2.665 kr. p.p. for overnatning på 5 forskellige hoteller
Pakkerejser

Bornholm Rundt: 5-nætters rundrejse på Solskinsøen fra kun 2.665 kr. p.p. for overnatning på 5 forskellige hoteller

Pakkerejser |

Bornholm Rundt: 5-nætters rundrejse på Solskinsøen fra kun 2.665 kr. p.p. for overnatning på 5 forskellige hoteller

Bornholm, Bornholm, Bornholm! Du, min dejlige ferieø! Vi kender alle melodien, og vi kender alle øen. Bornholm er uden tvivl Danmarks ukronede “ø-paradis”. Klippeøen midt ude i Østersøen byder enhver gæst velkommen med charme og idyl på samtlige 588 kvadratkilometer. I virkeligheden er Bornholm på mange måder indbegrebet af den “hygge”, vi i Danmark er så stolte af og værdsætter så højt. Bornholm har desuden den perfekte størrelse, der tillader dig at nå hele øen rundt og se det hele! Så i dag har jeg kastet mig ud i at sammensætte en lille rundrejse på solskinsøen, hvor du kommer rundt til nogle af øens mest fantastiske steder! ☀️🇩🇰

Rundrejse på Bornholm

fra

2.665 kr.

Rundrejse på Bornholm

Rundrejsen herunder er – som altid – blot inspiration til din egen Bornholmrejse. Du skal derfor være mere end velkommen til at skræddersy din egen rundrejse, som du ønsker det. I forbindelse med hvert stop herunder kommer jeg med eksempler på udflugter. Bornholm er dog heller ikke større, end at du kan arrangere udflugter til hele øen, uanset hvor du bor (især hvis du har bil). I øvrigt vil jeg understrege, at der findes mange flere oplevelser på skønne Bornholm, end dem jeg nævner herunder. Men jeg kan umuligt få dem alle med uden at skrive en hel bog 😉

I forhold til hoteller kommer jeg også med et bud på et hotel i hver by. Du behøver dog ikke bo på fem forskellige hoteller. Du kan også sagtens finde ét hotel, som du er vild med – og stadig køre rundt til de forskellige udflugter uden problemer.

Rønne

Rundrejsen starter i Rønne – Bornholms hovedstad og største by med knap 14.000 indbyggere. Rønne er et meget naturligt startsted for en Bornholmrundrejse. Bl.a. – helt lavpraktisk – fordi rigtig mange vil ankomme til netop Rønne, både hvis du rejser med færge til Rønne Havn eller med fly til Rønne Lufthavn.

Mange vil sikkert blive budt velkommen af skønne Rønne, når de ankommer til Bornholm

Bornholm

Rønnes største attraktion er den gamle bydel, hvor turen går rundt ad hyggelige, brostensbelagte gader. Bydelen er fyldt med flotte bindingsværkshuse og mure, der skaber den velkendte og hyggelig fornemmelse af at besøge en historisk tidslomme.

Udflugt: Under dit ophold i Rønne (eller på vej videre mod næste destination) bør du overveje at besøge Arnager – som kun ligger et stenkast længere nede af kysten. Arnager er ikke specielt stor, men til gengæld ualmindelig hyggelig. Og skulle du gå hen at blive lidt brødflov, så smut endelig forbi det anmelderroste Arnager Røgeri, der serverer et udvalg af lækre (røgede) specialiteter. Hvis du i øvrigt gerne vil brillere med lidt (ligegyldig) info om Arnager, kan du fortælle dine rejsepartner, at den nye bro i Arnager faktisk er Nordeuropas længste træbro over havvand. Så ved de også det.

Her kan du se den gamle bro i Arnager (den nye er selvfølgelig flottere) – broen er i øvrigt et godt sted at hoppe i vandet!

Bornholm

Hotel i Rønne

I Rønne har jeg fundet det billige, men anmelderroste Sverres Hotel. Prisen for en enkelt nat fra onsdag den 8. juni til torsdag den 9. juni er 750 kr. – dvs. 375 kr. pr. person ved en rejse for 2 personer.

Hotel i Rønne

Nexø

Fra Rønne sætter du på denne rundrejse kursen østpå – mod øens næststørste by, Nexø. Nexø er særligt kendt for at have Danmarks østligste (og Bornholms største) fiskerihavn. I Nexø kan du bruge lidt tid på at gå på opdagelse i byens forskellige specialbutikker. Nexø er i øvrigt også kendt som byen, hvor forfatteren Martin Andersen Nexø (ham der skrev Pelle Erobreren) voksede op. Bl.a. fordi han var ekstremt populær i de sovjetiske og østeuropæiske lande, er han i dag den næstmest oversatte danske forfatter – kun overgået af en vis hr. H.C. Andersen. Martin Andersen Nexøs barndomshjem i netop Nexø er i dag et museum, du kan besøge.

Udflugter: For strandløver og -løvinder er Dueodde Strand en absolut nødvendighed! Stranden på øens sydlige spids er uden tvivl Bornholms mest berømte strand. Og det er der flere gode grunde til. Først og fremmest er der selve sandet, som er fantastisk finkornet. Faktisk er sandet på stranden så fint, at det førhen blev brugt i timeglas. Herudover er vandet flot og klart, og der er adskillige revler, som både giver lavt og dybt vand. En tur forbi Dueodde Fyrtårn kan ved samme lejlighed også anbefales.

Glem lige Thailand og Tahiti for en stund – Dueodde Strand er Danmarks eget lille strandparadis

Bornholm

Er du til vandreture, kan du også tage turen langs kysten fra Nexø til Årsdale. Denne tur byder på en utroligt flot – og lettere strabadserende – vandring langs kysten, hvor den bornholmske natur og det karakteristiske klippeterræn virkelig kommer til sin ret. I Årsdale finder du desuden en af de berømte Mikkeller-barer, der serverer burgere og Mikkeller-øl.

Turen langs kysten fra Nexø til Årsdale byder på fantastisk natur 

Bornholm

Hotel i Nexø

I Nexø – eller rettere sagt i Balka tæt ved Nexø – har jeg fundet det trestjernede Strandhotel Balka Søbad. Prisen for en enkelt nat fra torsdag den 9. juni til fredag den 10. juni er 1.250 kr. – dvs. 625 kr. pr. person ved en rejse for 2 personer.

Hotel i Nexø

Svaneke

Fra Nexø går turen nu stiknord. Her finder du Svaneke, der i 2013 blev kåret som Danmarks smukkeste købstad. 15 byer fra hele landet var indstillet til prisen, men Svaneke løb (fortjent) med sejren. Svaneke har i lighed med f.eks. Aalborg og Sydney en forbindelse til vores verdensberømte arkitekt Jørn Utzon (du ved, ham der tegnede operahuset i Sydney). Tilbage i starten af 1950’erne sagde en ung Jørn Utzon nemlig ja til at designe byens nye vandtårn. Og det er sidenhen blevet Svanekes mest berømte vartegn! Så mon ikke man i Svaneke i dag er godt tilfreds med, at valget faldt på Utzon.

Svaneke er (som de fleste bornholmske byer) ren charme og idyl

Bornholm

Elsker du øl, må du naturligvis ikke misse byens lokale bryghus, Svaneke Bryghus. Bryghuset er 100 % økologisk, og hvis du har lyst til at smage deres øl, er der både mulighed for at booke ølsmagninger og/eller nyde en middag på bryghusets tilhørende restaurant.

Hotel i Svaneke

I Svaneke har jeg fundet det supercharmerende Hotel Siemsens Gaard – der ligger direkte ved Svanekes hyggelige havn. Prisen for en enkelt nat fra fredag den 10. juni til lørdag den 11. juni er 1.445kr. – dvs. 723 kr. pr. person ved en rejse for 2 personer.

Hotel i Svaneke

Gudhjem

Fra Svaneke går turen nu videre mod nordvest, hvor endnu en “Bornholm-klassiker” venter. Gudhjem er kendt for lidt af hvert – bl.a. for en smørrebrødsmad, sine stejle gader, øerne Christiansø og Frederiksø og for at være Danmarks eneste bjergby. At Gudhjem kaldes en bjergby skyldes, at byen er bygget direkte på klippeterrænnet Bokul, der rager 48 meter op fra kysten. Hvis du ‘bestiger’ Bokul, kan du i øvrigt nyde en forrygende flot udsigt over Gudhjem (med de mange røde tage), havet og havnen.

Du kan få et fantastisk syn over Gudhjems mange røde tage fra toppen af Bokul 

Bornholm

Udflugter: Når du er I Gudhjem, er der særligt én udflugt, der ligger lige til højrebenet. Det er selvfølgelig fæstningsøerne Christiansø og Frederiksø – disse øer udgør Danmarks østligste punkt. Det var Christian den V, der tilbage i 1684 bestemte, at Christiansø og Frederiksø skulle fungere som et befæstet forsvarsværk for flådens skibe i Østersøen. Således blev Christiansø og Frederiksø en af verdens allerførste flådebaser. I dag er der ikke meget flådebase tilbage, men øerne er oplagte kandidater til en hyggelig udflugt!

Du kan tage færgen fra Gudhjem Havn til Christiansø – den sejler tre gange om dagen (kl. 10, 12.30 og 15)

Bornholm

Hoteller i Gudhjem

I Gudhjem har jeg fundet det flotte trestjernede Hotel Gudhjem. Prisen for en enkelt nat fra lørdag den 11. juni til søndag den 12. juni er 850 kr. – dvs. 425 kr. pr. person ved en rejse for 2 personer.

Hoteller i Gudhjem

Sandvig-Allinge

På Bornholms nordlige spids finder du Sandvig-Allinge. Tvillingebyerne er begge fantastisk charmerende. Hvis du har set billeder fra Folkemødet på Bornholm og tænkt, at det ser hyggeligt ud, så ved du, hvorfor du skal besøge netop Allinge. Byerne har virkelig en historisk charme over sig, og det er svært ikke at falde pladask for dem.

Udflugter: En oplagt udflugt i nærheden af Sandvig-Allinge er Hammerknuden. Hammerknuden er en vandrerute, der starter ved Sandvigbugten. Herfra går turen til Hammerhavn og så tilbage igen via Krystalsøen, Opalsøen og Hammersøen.

Hammerknuden er en forrygende 7 km lang vandrerute (og er ikke for dårligt gående)

Bornholm

Undervejs kommer du bl.a. forbi Opalsøen, der har fået sit navn på grund af vandets opalgrønne farve

Bornholm

Sidst, men ikke mindst, er der Hammershus! Hammerhus er uden tvivl Bornholms største attraktion, og de velbevarede ruiner af en middelalderfæstning ligger smukt placeret på en klippetop på det nordlige Bornholm. Borgen blev opført helt tilbage omkring år 1259, og den tilbyder altid en underholdende udflugt for hele familien.

Hammershus er Nordeuropas største borgruin og Bornholms mest besøgte seværdighed

Bornholm

Hoteller i Sandvig-Allinge

I Sandvig-Allinge har jeg fundet det hyggelige Pension Klostergaarden Hotel. Prisen for en enkelt nat fra søndag den 12. juni til mandag den 13. juni er 895 kr. – dvs. 448 kr. pr. person ved en rejse for 2 personer.

Hoteller i Sandvig-Allinge

Overnatning på Bornholm – pris i alt (pr. person)

  • Hotel i Rønne: 375 kr.
  • Hotel i Nexø: 625 kr.
  • Hotel i Svaneke: 723 kr.
  • Hotel i Gudhjem: 425 kr.
  • Hotel i Sandvig-Allinge: 518 kr.
  • I alt: 2.665 kr.

Som sagt behøver du ikke vælge fem forskellige hoteller på turen. Du kan også nøjes med et. Og du skal selvfølgelig være mere end velkommen til at finde lige præcis det eller de hoteller, du bedst selv kan lide 😉

Bornholm rundrejsen på et kort

Transport til og på Bornholm

Ift. transport har du forskellige muligheder for at komme til Bornholm.

Til Bornholm: Du kan flyve til Rønne fra både Aalborg, Billund, Aarhus og København. Du kan også tage færgen fra Ystad eller Køge, hvilket giver dig muligheden for at tage din bil med (hvis du har en). Herudover findes der både bus- og togforbindelser fra København til Bornholm – dem kan du læse mere om på bornholmslinjen.dk.

På Bornholm: Kører du i bil til Bornholm, har du naturligvis dit transportmiddel klar, når du ankommer – og så er det bare om at komme afsted. Har du ikke egen bil, kan du også sagtens benytte dig af offentlig transport. Bornholm har veldrevne regionale busser, der kører rundt på øen. Selskabet BAT står for driften af busserne, og der er timedrift på alle de større busruter fra Rønne til de mindre byer. Når du kører med de regionale busser på Bornholm, kan du i øvrigt stige af og på stort set hvor som helst på landevejene. Du skal blot række armen ud og vinke tydeligt, når du står i vejsiden. Det er da fedt!

Cykel: Hvis du vil opleve Bornholm i dit helt eget tempo, så er cyklen faktisk også en transportmulighed på Bornholm. Rundrejsen ovenfor strækker sig som udgangspunkt over ca. 100 km. Så hvis du er til aktiv ferie, er cyklen helt klart et godt bud. Du skal dog være klar over, at du kommer til at tilbagelægge en del flere kilometer, hvis også du skal afsted på udflugter. Og så er Bornholm temmeligt bakket terræn – så er du advaret!

I Rønne er der flere steder, hvor du kan leje cykler fra ca. 400 kr. for 5 dage (du kan også leje elcykler).

Udsigten fra Hammershus er nu ikke så tosset 😉

Bornholm

Hvis du har spørgsmål, så skriv en kommentar nedenunder. Og husk at tilmelde dig nyhedsbrevet og downloade appen, så du aldrig går glip af et tilbud!

Bornholm Rundt: 5-nætters rundrejse på Solskinsøen fra kun 2.665 kr. p.p. for overnatning på 5 forskellige hotellerBornholm Rundt: 5-nætters rundrejse på Solskinsøen fra kun 2.665 kr. p.p. for overnatning på 5 forskellige hoteller

Denne artikel er ikke længere ny. Priser og tilgængelighed kan have ændret sig, siden artiklen blev offentliggjort.

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar