Den ultimative guide til Heide Park
Heide Park er Nordtysklands største forlystelsespark. Parken ligger i Soltau, ca. 70 km syd for Hamborg. I og med den ligger så tæt på Danmark, er det en fantastisk destination til alle dem som er på udkig efter en lille tur væk fra hverdagen. Heide Park har noget for alle aldersgrupper, så uanset om du rejser med børn eller du vil have det ultimative adrenalin-kick i en af de mange vilde rutsjebaner, så kommer du helt klart til at finde det her! Og så er Heide Park enormt billigt – især hvis man sammenligner med danske priser. Nedenunder kommer jeg med en guide til, hvad du kan opleve i Heide Park, hvordan du kommer dertil, overnatningsmuligheder og et par rejsetips.
Attraktioner i Heide Park
Heide Park har over 40 attraktioner og der er noget for enhver smag. Heide Park er hjem for nogle af Europas vildeste rutsjebaner, som f.eks. ”Krake”, hvor du kører 103 km/t, eller ”Desert Race”, hvor du bliver skudt frem med 0 til 100 km/t på 2,4 sekunder. Hvis du ikke har fået nok adrenalin der, så kan du selvfølgelig også prøve verdens hurtigste gyro-tårn ”Scream”, med frit fald på 71 meter og en fart på over 100 km/t. Jeg elsker fart og rutsjebaner, men lige ”Scream” måtte jeg hoppe over – der var jeg for stor en kylling. Måske du er mere modig end mig?
Hvis du har besøgt parken de sidste par år, så har du måske lagt mærke til at parkens trærutsjebane “Colossos” har været lukket på grund af renovering. Men nu er den back in business! Så i 2019 har du altså muligheden for at prøve Europas højeste og hurtigste trærutsjebane 😱 Jeg vil indrømme, at selv for en garvet forlystelsespark-besøgende som mig, så giver den rutsjebane altså det vildeste sug i maven!
Der er også rigtig meget til børn i alle aldre. Der er f.eks. et helt område dedikeret til DreamWorks filmen ”How to Train your Dragon/Sådan træner du din drage” med masser af karruseller og andre forlystelser. Jeg vil sige dette område har noget for alle i alderen 3-12 år. Derudover har parken rigtig mange andre mere rolige attraktioner, bl.a. ”Mountain-Rafting” og ”Panoramabahn”.
Så er der også ”Lucky Land”, som ligner et sted fra det vilde vesten med en børne-rutsjebane, ”Indy Blitz”, som alligevel kører omkring 40 km/t, så måske er det også et godt sted at starte for de voksne for at ”varme op” til de lidt større rutsjebaner.
Heide Parks nyeste tilføjelse i 2018 er Peppa Pig Land – et stort område dedikeret til Gurli Gris. Her findes bl.a. ”Peppas Haus”, som er et rigtigt hus og ligner præcis det fra tegneserien – også indenfor. Her kan man hilse på Gurli og hendes bror Gustav. Derudover er der en del forlystelser, som især de små vil elske. Man kan bl.a. køre med bedstefar-gris’ tog, ride på en af Gustavs ”dinosaur” og sejle i små både. Jeg har en 2,5-årig datter og hun var ikke til at få væk derfra under hele opholdet.
Jeg vil helt klart sige, at Heide Park er et besøg værd for alle – om man er til vilde forlystelser i høj fart eller måske hellere vil hænge ud ved de mindre ”farlige” forlystelser, så er jeg sikker på, at du vil synes godt om parken. Parken i sig selv er super flot og meget gennemført. Jeg oplevede Heide Park som meget ren og velholdt med flotte temaer og velfungerende attraktioner, nye som gamle.
Mad og drikke
Der er rigtig mange madsteder i Heide Park. Priserne er det jeg vil kalde for rimelige og billigere end det man ville give i Danmark. En stor hotdog med en cola koster omkring 40 kr., en burger med pommes og cola koster omkring 55 kr. og et besøg i deres all-you-can-eat italienske-restaurant koster omkring 105 kr. pr. voksen.
Overnatning
Der hvor Heide Park virkelig adskiller sig prismæssigt fra danske forlystelsesparker er deres overnatningssteder. Der findes to muligheder. Du kan enten overnatte på deres 4* hotel eller i det der hedder ”Holiday Camp”.
Både Holiday Camp og hotellet ligger direkte ved parken og har hver sin egen indgang til parken.
Hotellet har værelser med forskellige temaer, som f.eks. Gurli Gris-værelser, eller ”Hvordan træner du din drage”-værelser. Hotellet er virkelig pænt og velholdt og fortjener sine 4 stjerner. Der er et lille ”vandland” og et sauna-område til de voksne. Booker du opholdet gennem deres egen hjemmeside plejer der bl.a. at være morgenmadsbuffet og adgang til parken inkluderet. Priserne varierer lidt efter hvilket værelse man ønsker og hvor mange personer man er. Det billigste tilbud jeg kan finde på deres side, er til 32 Euro pr. person (dvs. 239 kr.) ved en rejse for 4 personer. Som sagt indgår der både adgang til parken, overnatning og morgenmad i prisen – så det er det jeg kalder for et meget godt tilbud!
Men det mest “value-for-money”-tilbud i parken er efter min mening deres ”Holiday Camp”. Her bor man i et lille feriehus/hytte. Desuden har området sin egen restaurant og en kæmpestor legeplads med fodbold- og volleybaner, en lille børne-bio og meget mere. Som du måske kan fornemme er det bare et super sted til familier. Og det bedste er prisen! Når der er udsalg, kan man tit finde det til omkring 50 Euro (ca. 372 kr.) pr. person. Alle tilbud i Holiday Camp kommer med morgen- og aftensmad på områdets eget spisested. Desuden får man et værdibevis til et måltid i parken – og ja, så er der selvfølgelig entré til parken og overnatningen inkluderet i prisen.
Hytterne i Holiday Camp er enkelte, men rene og har alt man har brug for. Fine senge, TV og så har nogle eget badeværelse, mens andre har et (meget fint) fælles bad.
Maden i campen er meget børnevenligt og der er også noget for voksne, men man skal ikke forvente den store gastronomiske oplevelse. Der er noget for alle og det smager godt. Og når man tænker på prisen, så er jeg meget positiv overrasket.
Tips til Heide Park
På nogle dage er der selvfølgelig mere kø ved forlystelserne end andre dage. Jeg har både været i parken, hvor der nærmest ingen kø var og jeg har også prøvet det modsatte. På dage med mange besøgende og kø, kan jeg helt klart anbefale at prøve nogle af de forlystelser, der ligger lidt mere i ”udkanten” af parken. Det er som om folk snupper de første forlystelser tættest på indgangen når de kommer – så lige når parken åbner, kan du smutte hen til nogle af de større forlystelser lidt længere væk fra indgangen.
Et andet tip er at benytte ”single-ride”-indgangene. Ved flere af parkens største forlystelser, har de lavet en indgang, hvor man kan stille sig i kø, hvis man ønsker at køre alene. Så når der kommer en enkelt ledig plads på forlystelsen, så bliver der fyldt op fra denne kø. Det er virkelig smart og gør at man hurtigt kan få prøvet forlystelsen, hvis man ikke behøver at sidde ved siden af sin buddy.
Hvordan kommer man til Heide Park?
Heide Park ligger i Soltau, ca. 70 km syd for Hamborg i et område der hedder Lüneburger Heide – et virkelig smukt naturområde. Den nemmeste måde at komme til Heide Park er i bil. Fra grænsen er der ca. 2,5 times kørsel. Hvis du kommer fra Sjælland/København, er det hurtigste at tage færgen mellem Rødby og Puttgarden, hvor turen inkl. sejlturen, tager lidt over 4 timer.
Det er også muligt at tage offentlig transport til Heide Park. Her vil jeg anbefale, at du først tager til Hamborg og derfra videre til Heide Park. Heide Park har sin egen bus-service, der kører mellem Hamborg hovedbanegårde og forlystelsesparken flere gange om dagen.
Flixbus kører til Hamborg fra de fleste danske storbyer til billige penge. Ellers kan du også se om f.eks. DSB har et udsalg på ture til Hamborg.
Pingback:Billige rejser, fly og all-inclusive ferier – Rejsespejder