Når du hører om rejser til Maldiverne, hvad tænker du så? Kridhvide strande, nærmest blændende sand, krystalklart vand og svajende palmer er nok det, de fleste tænker. Og det er også præcis, hvad Maldiverne er: et stort paradis fordelt på 26 atoller med i alt 1.190 øer! Maldiverne er på mange måder gjort af det samme stof som drømme. Og for mange forbliver destinationen en drøm. Men faktisk behøver Maldiverne ikke koste det hvide ud af øjnene. Med nogle simple rejsetips kan du spare mange penge. Og så kan det måske blive dig, der en dag kan nyde de luksuriøse omgivelser på de maldiviske øer!
Kridhvide sandstrande: De fleste, der besøger Maldiverne, kommer først og fremmest for at nyde de fantastiske strande. Strande, der er kendt for at være verdens bedste. Derfor skal du selvfølgelig sætte tid af til bare at ligge ved vandkanten med en god bog, en cocktail i hånden og nyde de uvirkeligt lækre omgivelser.

Snorkling/dykning: Nok ser Maldiverne smuk ud fra land, men der venter dig endnu flere tropiske skatte under vandet. I de maldiviske farvande bugner det nemlig med farverrige fisk og alverdens eksotiske havdyrsarter. Har du et dykkercertifikat, bør du helt klart booke et par ture med iltmasken på ryggen. Hvis ikke, så er snorkling også fuldstændig fantastisk. Og med en nærmest uendelig sigtbarhed, er det (næsten) også lige så godt med en snorkel som med en regulator. Hvis du er interesseret, er det muligt at tage dykkercertifikat på flere af øerne.

Se delfiner: I det krystalklare hav boltrer legesyge delfiner sig, og du bør helt klart overveje en sejltur, hvor du oplever de vilde delfiner helt tæt på. Hvis du har et brændende ønske om at svømme med dem, er det virkelig en god idé at undersøge det sted, du besøger. Desværre er der mange delfiner, der betaler en høj pris for at være statister på turistfotos. Så tænk en ekstra gang over, om det ikke er lige så fedt at opleve dem i den frie natur fra en båd.

Romantisk middag ved solnedgang: Maldiverne inviterer i den grad til romantik og tosomhed. På mange resorts og hoteller arrangeres der strandmiddage ved solnedgang. Det er også mange steder muligt at booke et solnedgangscruise, hvor der serveres en eksklusiv middag til. Så er du afsted med din udkårne, kan du hurtigt vinde lidt ekstra point hjem ved at arrangere sådan en tur 😉

Øhop: Vil du gerne ud at opleve nogle af de andre øer, mens du besøger Maldiverne, er et øhop den perfekte mulighed. Her sejler du med båd rundt til en håndfuld omkringliggende øer. Ofte er både snorkling og frokost inkluderet på turene.

Rejse billigt og smart: Hvis du har en brændende drøm om at rejse til Maldiverne, men ikke føler for at bruge 20-30-40.000 kr. på det, så er der gode råd at hente her. Det gælder primært om bookingtidspunkt og rejsetiden i flyet.
Book i så god tid som muligt, da flybilletterne har en tendens til at stige fra dag til dag. Oftest kan flyene bookes 12 måneder forinden rejsedatoen.
Husk, at du som tommelfingerregel får billigere billetter desto længere rejsetid og flere stops, du vælger. Hvis du har god tid og ikke er ked af lidt længere rejsetid, så er det her, du kan spare en del penge. Hvis du rejser uden for højsæsonen, kan du også spare en god sjat.

Mød de lokale på Malé: Maldiverne “drukner” oftest i den ydre facade som en af verdens mest luksuriøse destinationer. Det er det såmænd også, men har du virkelig rejst til et sted, hvis du ikke har kradset lidt i overfladen? Nej, vel? Et besøg til Maldivernes hovedstad, Malé, er en god mulighed for at komme ind under huden på den maldiviske befolkning. Oplev de lokale leve det daglige liv, smag på de traditionelle måltider, og grib mulighed for at få en god snak med en indfødt maldiver.

Spa og wellness: Hvis der findes ét sted her på jorden, der lægger op til afslapning og velvære, må det være Maldiverne. Derfor er mulighederne og kvaliteten inden for spa- og wellnessbehandlinger virkelig gode. Så sørg for at få booket lidt forskellige behandlinger, så du kan komme helt i ‘zen’.

Prisniveau
Priserne for en rejse til Maldiverne kan hurtigt blive skyhøje, hvis man vil bo på et 5* resort i en water bungalow med privat kok. Hvis man er villig til at skære lidt på nogle af områderne, er Maldiverne faktisk ikke så dyrt. Som nævnt kan du godt finde et resort til 2.500 kr. pr. person, og med en flybillet til ca. 5.000 kr. kan du altså komme til Maldiverne for under 10.000 kr. pr. næse.
Måltiderne er egentlig ret billige (40-50 kr.) og det samme med drikkevarer (5-15 kr.). Dog er det klart, at hvis du vil spise gourmet på resortets fine restauranter, er det en helt anden pris, vi snakker om. Men det er altså muligt at spise i et fornuftigt prisleje.
Drikkepenge er ikke en selvfølge på Maldiverne. Dog er drikkepenge altid meget velkomne for de mange ansatte, der ofte lever et noget mere spartansk liv tilbage på Sri Lanka, hvor de fleste kommer fra. Hvis du ønsker at give drikkepenge, lægger man ofte 5-10 % af regningens beløb oveni.
Visum og pas
Som dansk statsborger skal du søge visum ved indrejse til Maldiverne. Du kan søge visum ved indrejse, og det er gyldigt op til 30 dage. Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt mindst 6 måneder fra ankomst. Du kan holde dig opdateret om visumreglerne til Maldiverne på Udenrigsministeriets hjemmeside.