Det tager blot 30 minutters tid at sejle fra den danske vadehavsø Rømø til den tyske ø Sylt – men alligevel føles det som om, man er kommet meget længere væk! Det kan mærkes og ses med det samme: det flade vadehavslandskab bliver afløst af lyngbeklædte klitter, der bølger sig igennem landskabet. De små, træbeklædte danske sommerhuse bliver hurtigt afløst af store, stråtækte feriehuse, og især i den nordlige del af øen omkring byen Kampen, ligger gallerier og eksklusive butikker side om side.
Men Sylt er heldigvis langt mere end et poleret postkort. Kører du bare få kilometer videre, folder øen sig ud i flere lag: Westerland med sin livlige strandpromenade og feriestemning, landsbyer med ro og charme, og længere mod syd natur, der bliver ved, længe efter du troede, du havde set det hele.
Vadehavets perle for madelskere
Lige så smuk, varieret og mangfoldig som øen er, lige så nuanceret er den gastronomiske scene. På Sylt spænder madoplevelserne bredt: fra ambitiøse Michelin-restauranter, hvor detaljeniveauet er i top, til mere afslappede strandbarer med bare tæer i sandet og et glas vin i hånden. Øen huser endda Tysklands eneste østersfarm, som sætter en tydelig lokal signatur på menukortene og understreger, hvor tæt gastronomien er forbundet med havet. Det er netop denne spændvidde, der gør det interessant. Her kan du spise på absolut højeste niveau den ene dag og holde det enkelt og uformelt den næste, uden at det føles som et skift i kvalitet, kun i stemning.
Island Food Festival
Og som gastronomisk perle skal man selvfølgelig også have sin egen madfestival. Island Food Festival er øens årlige samlingspunkt for alt det, der gør Sylt interessant på tallerkenen. Festivalen bringer øens stærkeste restauranter sammen med anerkendte gæstekokke fra både Tyskland og udlandet og skaber et program, hvor samarbejde og nysgerrighed er i centrum. Bag festivalen står nogle af øens markante gastronomiske profiler, i tæt samarbejde med en række toneangivende hoteller som Severin*s Resort & Spa og Landhaus Stricker. Fælles for dem er ambitionen om at vise, hvad Sylt kan, når kvalitet, håndværk og råvarer får lov at spille hovedrollen. I løbet af festivalen forvandles øen til et kulinarisk laboratorium med hands dinners, særlige menuer og events, hvor vinproducenter ofte er lige så synlige som kokkene, og hvor oplevelsen rækker langt ud over det, der normalt står på menukortet.
Det er en festival uden sidestykke. Ikke kun på kvalitet og oplevelsesfaktor, men også når det kommer til prisen i forhold til det niveau, man får serveret. I år kunne man vælge mellem hele 18 forskellige events, der spændte fra mere tilgængelige oplevelser som Taste the Island, hvor man smager sig gennem øens specialiteter og restauranter, en østersafari ledsaget af stjernekokke, til de helt store high-end aftener på øens Michelin-restauranter som Söl’ring Hof og Tipken’s. Hertil kom vinsmagninger, særlige menuer og unikke events, som tilsammen gør Island Food Festival til en helstøbt gastronomisk oplevelse.

Og som nævnt har festivalen en markant value-for-money, især set med danske briller. Et godt eksempel var en 4-hands dinner på øens to-stjernede Michelin-restaurant Söl’ring Hof, hvor stjernekok Jan-Philipp Berner inviterede sin ven Tobias Bätz fra den ligeledes to-stjernede Aura i Bayern med i køkkenet. Aftenen blev ikke kun båret af maden, men i høj grad også af vinen. Her blev gæsterne fulgt hele vejen gennem menuen af vinproducenterne selv, i dette tilfælde Weingut Fürst fra Franken, som skænkede vine i absolut verdensklasse og undervejs delte historier om markerne, årgangene og tankerne bag hver enkelt vin. Det gav middagen en ekstra dimension, hvor vinoplevelsen blev personlig og levende, snarere end blot en vinmenu på papir.
Prisen lød på 389 euro, svarende til cirka 2.900 kroner, hvilket er en brøkdel af, hvad en tilsvarende aften med vinmenu typisk koster i Danmark på restauranter som Jordnær, Kadeau Copenhagen eller Alchemist. Samme tendens gjorde sig gældende ved en six hands dinner på Severin*s Resort & Spa, hvor resortets én-stjernede restaurant Tipken’s dannede ramme om en aften med flere stjernekokke til 329 euro, cirka 2.450 kroner. Også her spillede vinen en central rolle, ledsaget af personlige anekdoter og fortællinger fra Weingut Spanier, et af Tysklands mest anerkendte vinhuse. Det er netop i dette krydsfelt mellem kvalitet, oplevelse og pris, at Island Food Festival for alvor adskiller sig.

Severin*s Resort & Spa
Et af de hoteller, som er vært for Island Food Festival, er det femstjernede Severin*s Resort & Spa. Resortet ligger i den hyggelige vadehavsby Keitum og indkapsler Sylts særlige måde at være ferieø på på fornemste vis. Udefra matcher resortet øens klassiske udtryk med stråtag og gedigne materialer, mens indretningen indenfor er moderne, varm og gennemtænkt ned til mindste detalje. Luksusen er tydelig, men aldrig anstrengende, og stemningen er afslappet på den måde, der får skuldrene til at sænke sig allerede ved ankomst.

Resortet tilbyder alt fra elegante værelser og suiter til private villaer, og uanset om du rejser som par, familie eller sammen med din firbenede bedste ven, er rammerne sat til, at man kan slukke for hverdagen og komme helt ned i gear.
Servicen er i topklasse, men diskret, og det er netop den type luksus, hvor tingene bare fungerer, uden at du behøver forholde dig til det. Severin*s er da heller ikke tilfældigt belønnet med to Michelin Keys, som markerer resortet som et af de absolut bedste opholdssteder i Europa.

Spaområdet er et kapitel for sig. Med pool, saunaer og et bredt udvalg af behandlinger er det et sted, man naturligt vender tilbage til, både efter en dag i klitterne og som en oplevelse i sig selv. Det hele er indrettet med fokus på ro, plads og velvære, og spaen bliver hurtigt et fast holdepunkt under opholdet.

Også gastronomisk lever Severins fuldt op til adressen. Resortets Michelin-stjernede restaurant Tipken’s byder på et køkken, hvor kvalitet og håndværk er i centrum, men uden at det bliver højtideligt. Du kan vælge den store aften med vinmenu og gastronomiske detaljer, eller holde det mere enkelt og stadig føle, at oplevelsen er komplet. Kombineret med en morgenmad i særklasse gør det Severins til et sted, hvor du sagtens kan blive hele opholdet, hvis du vil.
For på Sylt, og måske især her, handler ferie ikke om at nå noget. Det handler om at gøre det, der føles rigtigt. Gourmet den ene aften, en vandretur langs øens uendelige strande den næste. Spa, sand mellem tæerne og lange pauser uden forklaring. Det er you do you, og Severin*s er et sted, hvor det ikke bare er tilladt, men helt naturligt.
Så hvis du vil kombinere mad, vin og luksus i verdensklasse med afslapning og ro ved Vadehavet er Island Food Festival og Severin*s Resort & Spa en oplagt kombination!