Log ind for at gemme hvad der inspirerer dig

Du kan tilføje op til 99 tilbud

Cuba-banner

Rejsenyt: Cuba-rejse kan koste din ESTA til USA

Hvem har ikke lyst til at rejse til Cuba her i den bidende vinterkulde? Caribiske strande, 29 grader og cubansk gæstfrihed lyder perfekt. MEN jeg er netop blevet bekendt med en ret opsigtsvækkende nyhed, der helt sikkert får dig til at tænke dig om en ekstra gang, før du boarder flyet til Havana.

Cuba er nemlig havnet på USA’s liste over lande, de kategoriserer som statssponsorer af terrorisme. Og det kan nu få konsekvenser for personer, der rejser til Cuba.

Det korte af det lange er, at du risikerer at miste retten til en ESTA, hvis du rejser til Cuba.

Er du fortsat nysgerrig, så har jeg herunder skrevet en lille artikel, hvor jeg går mere i dybden med historien.

Rejsenyt: Cuba-rejse kan koste din ESTA til USA

Cuba, USA og den oversete terroropdatering

At USA og Cuba har et lidt anstrengt forhold, er på ingen måde en nyhed. Og forholdet er nok ikke blevet bedre af, at Cuba nu i amerikanernes øjne betragtes som en statssponsor af terrorisme. Det skete helt præcist den 12. januar 2021.

Men selvom dette på papiret er en ret markant nyhed, er historien alligevel er fuldstændig gået under nyhedsmediernes radar. Ja, selv Udenrigsministeriets hjemmeside er tom for info. Og at Cuba nu er på en amerikansk terrorliste kan potentielt ramme en masse danske turister.

Grunden til, at historien først kommer frem nu, er naturligvis, at amerikanerne smed Cuba på terrorlisten midt under corona-epidemien. Og dengang var der jo ikke den store rejseaktivitet. Så nu hvor folk rent faktisk begynder at rejse til Cuba igen, er enkelte historier begyndt at dukke op – historier om rejsende, der har mistet deres ESTA-godkendelse efter en rejse til Cuba.

Men lad os finde hoved og hale i det hele!

Cuba-rejser kan koste din ESTA

12. januar 2021 var som sagt dagen, hvor USA tilføjede Cuba til deres liste over lande, de anser som statssponsorer af terrorisme.

Og det betyder, at en rejse til Cuba kan gøre fremtidige rejser til USA til et sandt visum-helvede!

Amerikanske myndigheder oplyser nemlig, at personer, der viser sig at have besøgt Cuba, ikke vil være berettiget til USA’s Visa Waiver Program (dvs. ESTA). I stedet skal man ansøge om visum. Det står sort på hvidt på USA’s officielle ESTA-side.

Og her vil jeg gøre det klart for alle, der ikke selv har søgt om visum til USA, at det er et værre bøvl! At samle IKEA-møbler i mørke er vand ved siden af. En visumansøgning kræver nemlig et personligt besøg på den amerikanske ambassade, før du overhovedet kan blive godkendt til indrejse. Så vær du bare glad for din ESTA.

Om man mister rettigheden til ESTA permanent eller på ubestemt tid, vides i øjeblikket ikke. Cuba har som sagt været på listen over statssponsorer af terrorisme siden januar 2021, men det er stadig svært at finde informationer om sagen fra f.eks. medier og Udenrigsministeriet.

Relationen mellem USA og Cuba

Måske undrer du dig over, hvordan en så populær rejsedestination som Cuba kan blive blacklisted af USA på denne måde.

Sagen er den, at USA og Cuba har, hvad man kan kalde et anstrengt forhold.

Mildt sagt.

På grund af politiske uoverensstemmelser siden 1960’erne (bl.a. Cubakrisen) har USA og Cuba aldrig været særlig gode venner. Og de bliver nok heller ikke BFF’s lige foreløbigt.

Rejsenyt: Cuba-rejse kan koste din ESTA til USA

Hvordan fungerer ESTA-forbuddet i praksis?

En ting er, at USA nu teknisk set fratager cuba-turister deres ESTA. Noget andet er, om dette overhovedet er muligt at opretholde? Og hvordan fungerer det i praksis?

Dette er efter min mening lidt af en gråzone. For USA er nok det eneste land i verden, der har så anstrengt et forhold til Cuba. Resten af verden har generelt det generelt helt fint med Cuba.

Det er også værd at bemærke, at en lang række flyselskaber som KLM, Lufthansa, Air France, Air Canada og mange andre har direkte ruter til Cuba. Og besætningen hos disse flyselskaber vil jo uundgåeligt også skulle flyve til USA før eller siden.

Så hvis USA vil føre forbuddet ud i praksis, vil det i realiteten betyde, at alle piloter og stewardesser, som bare en enkelt gang er fløjet til Cuba, ikke længere vil kunne arbejde på USA-flyvninger uden visum.

Så i realiteten vil det nok være tæt på umuligt at håndtere sådan et forbud for flyselskaberne. Jeg tror bestemt også, at dette er grunden til, at forbuddet indtil videre ikke bliver håndteret så striks.

Indtil videre bliver der i hvert fald ikke spurgt ind til tidligere Cuba-besøg under ESTA-ansøgningen. I stedet bliver man blot spurgt om følgende:

“Have you traveled to, or been present in Iran, Iraq, Libya, North Korea, Somalia, Sudan, Syria or Yemen on or after March 1, 2011?”

Her kan man se, at de nævner en række andre lande, som er udnævnt som statssponsorer af terrorisme – men altså ikke Cuba.

Og da man som almindelig rejsende heller ikke får stemplet sit pas ved indrejse i Cuba, er det umuligt for grænsebetjente at se, at man har været i Cuba.

Derfor kan disse ret hårde sanktioner blive svære for USA at opretholde. Det er noget nemmere ved lande som f.eks. Irak og Nordkorea.

Hvem bliver påvirket?

Indtil videre har ESTA-forbuddet – så vidt jeg ved – ikke påvirket så mange. Faktisk kun europæiske rejsende, som er rejst direkte fra Cuba til USA. Disse turister er ved indrejsen til USA blevet gjort opmærksom på, at deres ESTA ikke længere er gyldigt, når de har besøgt Cuba, og at de fremover skal søge om visum for at rejse til USA.

Flere medier spekulerer dog i, at forbuddets primære mål er krydstogtsbranchen. Cuba og især Havana har længe været et absolut must på næsten ethvert Caribien-krydstogt – som typisk starter og slutter i – you guessed it – Miami, USA.

Tager man et kig på krydstogtsmarkedet i dag og prøver at finde cruises med Cuba som stop …. så finder man stort set intet. Så måske er amerikanerne godt tilfredse med det resultat.

Rejsenyt: Cuba-rejse kan koste din ESTA til USA

Men hvad så nu, tænker du måske? Hvad sker der med ens nuværende og fremtidige ESTA-ansøgninger, hvis man har været eller planlægger at tage til Cuba?

Officielt bliver din nuværende eller fremtidige ESTA ugyldig, og du skal søge om et visum til USA. Uofficielt kan man sige, at USA indtil videre i praksis har vendt det blinde øje til – medmindre der har været tale om helt åbenlyse eksempler (f.eks. hvis du rejser direkte fra Cuba til USA).

Og fordi der indtil videre ikke bliver spurgt ind til tidligere Cuba-besøg under ESTA-ansøgningen, lyver man heller ikke foran de amerikanske myndigheder, hvis man udfylder sin ESTA-ansøgning som tidligere.

Om man tør tage chancen, er selvfølgelig et helt andet spørgsmål.