FAQ

Her er der en oversigt over de mest stillede spørgsmål. Som hovedregel hjælper det altid at læse rejse-artiklen fra start til slut – det skulle gerne give svar på alle dine spørgsmål, men hvis du har spørgsmål udover det, så kan du forhåbentlig finde svar her – ellers er du velkommen til at skrive og spørge.

Hvordan bestiller jeg rejsen?

I artiklen vedr. rejsen du gerne vil bestille er der links til både flybilletter og hotel (med mindre det er en pakkeløsning eller lignende tilbud). Du klikker på de links, der findes i artiklen (du kan klikke på enten tekstlinket, på billedet af fly eller hotel eller på den lilla knap, hvor der står ”se fly/hotel-tilbud her”). Igennem de links bliver du sendt til den givne bookingside, hvorfra du kan foretage booking – hotel og fly separat. Rejsespejder har ikke noget med direkte salg at gøre – jeg finder blot rejser.

Kan jeg nøjes med kun at bestille enten hotel eller fly?

Du kan sagtens nøjes med at bestille enten hotel eller fly. Rejsespejder er blot til inspiration.

Jeg kan ikke få priserne til at passe, hvad gør jeg forkert?

Hvis priserne ikke passer, kan følgende ting have forekommet:
Flybilletter eller hotelpriser er steget siden jeg har fundet tilbuddet
Du har ændret datoerne for rejsen – derved kan priserne ændre sig
Du vil rejse flere eller færre personer end eksemplet angiver

Kan jeg booke rejsen på andre datoer end i eksemplet?

Ved langt de fleste rejser kan du sagtens booke rejsen på andre datoer end det jeg har fundet i artiklen. Jeg angiver for det meste eksempler på billige rejsedatoer i artiklen. Prisen for billetterne kan dog ændre sig alt efter, hvilken dato du vælger, men de datoer, der står under ”eksempler på billige rejsedatoer” burde være i nogenlunde samme prisleje. Vær opmærksom på, at hotelpriserne også kan ændre sig alt efter, hvilke rejsedatoer du vælger.

Kan du finde flere rejser fra Jylland?

Jeg holder altid øje med billige billetter fra alle Danmarks lufthavne og andre Europæiske lufthavne (f.eks. Hamborg). Jo større udbud af rejser der er, jo billigere bliver priserne også ved den givne lufthavn og derfor findes der også mange rejse-destinationer fra f.eks. København samtidig med at der er nogle selskaber, der vælger kun at flyve fra f.eks. Kastrup. Men jeg gør mit bedste for at finde billige rejser fra alle landets lufthavne.

Hvorfor er der mange rejser med Ryanair og Norwegian?

Ryanair og Norwegian er 2 af Europas største flyselskaber, og det er tit de selskaber, der har de laveste priser.

Hvorfor er der tit kun håndbagage med i prisen?

Lavprisselskaber som Ryanair og Norwegian inkluderer altid 10 kg. håndbagage i deres billetpriser. Personligt synes jeg, at man kan klare sig i ret lang tid med 10 kg. bagage – jeg rejser nærmest selv kun med håndbagage og har aldrig problemer med det. Men selvfølgelig er det altid muligt at tilkøbe ekstra bagage.

Hvad koster det, hvis jeg vil rejse x-antal person på xx-dato?

Du kan selv gå ind og ændre datoer og antal personer på de links, der er angivet i artiklen – så kommer prisen frem. Jeg kan desværre ikke finde tid til at udregne og svare på individuelle rejser, så derfor er det nemmest og hurtigst, hvis du selv går ind og ændrer antal person og/eller datoer og så får du den givne pris.

Laver du ikke single-rejser eller rejser for flere end 2 personer?

Som udgangspunkt er de fleste rejser lavet ud fra et eksempel ved en rejse for 2. Men flybilletterne er altid pr. person (så der booker du selvfølgelig bare, hvor mange billetter du skal bruge) og ved hotel, så kan du sagtens lave søgningen om inde på trivago til at søge efter et værelse med plads til flere eller færre end 2 personer. De rejsetilbud jeg finder er ment som inspiration og kan for det meste laves om efter ønsket behov (med mindre det er en pakkeløsning eller lignende).

Tør jeg booke fly via andre udbydere end selve flyselskabet?

Jeg bestiller selv helst fra selve flyselskabet. Men der er bare tit mange penge at spare ved at bestille gennem et af de rejsebureauer, som sider som momondo foreslår. Jeg har en personlig regel, der siger, at hvis flyprisen er over 300 kr. billigere, så bestiller jeg gennem et af de andre bureauer. Det du skal huske er, at de lever af, at man tilkøber alt muligt (forsikringer, lejebil, osv.). Så lad være med at tilkøbe det og så skal det nok gå.

Hvordan kontakter jeg Rejsespejder?

Hvis du ikke fandt svar på dine spørgsmål her, så er du altid mere end velkommen til at sende mig en mail på info@rejsespejder.dk, ved at skrive en kommentar her på bloggen eller sende en besked på Rejsespejders Facebookside – så skal jeg gøre mit bedste for at vende tilbage med et svar hurtigst muligt.